Et lille jule-angst-blogindlæg med ekstra smørklat

Glædelig 2. december - I den anledning skal der lidt liv i bloggen igen!

I dag vil jeg tage noget op, som har fyldt en del i mig i et stykke tid. Det handler om, hvordan jeg forholder mig til andre, der også har angst. Særligt dem, som ikke er nået lige så langt i deres proces, som jeg er i min, og dem der ikke arbejder så meget med deres problemer, som jeg gør.
Jeg får helt dårlig samvittighed, og får lidt svært ved at stå ved, at jeg nu engang har det sådan. Men jeg bliver så irriteret, og en smule vred eller frustreret. For jeg ved jo, at man bliver nødt til at kæmpe i mod. Kæmpe, kæmpe, kæmpe. Og øve sig, indtil man har lært at angsten ikke er nødvendig. Jeg ved at hvis man ikke kæmper i mod i dag, og lader angsten vinde, så bliver det kun sværere i morgen. Så når andre ikke gør sådan, så river det op i alt muligt inden i mig, og det gør ondt, for jeg vil jo så gerne at andre også skal få det bedre.
Jeg kan sagtens huske hvordan det var at være overvældet af angsten, og lade den vinde alt for tit. Så jeg kan jo godt sætte mig ind i hvordan andre har det, og hvorfor der er ting de ikke kan.
Noget af det jeg føler, er selvfølgelig egoistisk. For det handler jo om at andres angst, nogen gange går ud over mig, selvom det selvfølgelig lyder meget selvoptaget. Men jeg synes jo ærligt talt at angsten har ødelagt nok for mig, og holdt mig nok tilbage, fraholdt mig nok fra sociale ting.
Heldigvis er jeg jo ikke kun egoistisk, så mon ikke det går det hele :)

Alt det bedste,
Mathilde

Ny blog-adresse :D

Hej alle sammen :D

Jeg har fået min egen hjemmeside,
og der kommer min blog til at være fra nu af :)
Det første stykke tid ligger jeg den dog også op her.

Jeg håber at se jer på mathildedreisig.dk 

Alt det bedste,
Mathilde

Flourish

Sikke en solrig søndag! Solen skinner godt nok ikke mere, men det gjorde den i morges, og jeg har heldigvis gemt nok til resten af dagen. Klokken er kun 12, og jeg har allerede vasket 4 maskiner tøj, strikket på min sok og spist morgenmad. Jeg har kun vasket tøj her et par gange før, jeg bryder mig ikke om at skulle være nede i vaskekælderen, fordi der kan være andre dernede. Men for tiden har jeg ret meget styr på min angst, og selvom nogle ting giver mig lidt uro, så gør jeg det alligevel. Det er et kæmpe fremskridt, og det er gået virkelig hurtigt lige pludselig.
I torsdag startede jeg i gruppe hos kommunen, 12 gange der handler om social adfærdstræning. Før ville det have været voldsomt angstprovokerende, og det havde højst sandsynligt været umuligt for mig at tage derhen selv, og samtidig ville jeg have haft hjertebanken, svedeture, ondt i maven, kvalme, diarré, flimren for øjnene, følelsen af ikke at kunne overleve det, og måske endda tanker om hvilke ulykker jeg kunne komme ud for, så jeg ikke kunne møde op i gruppen. F.eks. vælte på cyklen, brække et ben, ting der kunne ske pludseligt, og redde mig i sidste sekund. Det er heldigvis ved at være længe siden, jeg har fået det så slemt.
I torsdags mærkede jeg kun en lille snert af nervøsitet, egentlig kun lidt uro i hovedet, fordi det altid er lidt nervepirrende at skulle starte et nyt sted, med fremmede mennesker, og hvor man skal arbejde med sig selv. Alligevel blev jeg ved med at sige til andre hvor nervøs jeg var, og jeg troede faktisk at jeg var angst, og at det ville blive svært at komme derhen. Men da jeg næsten var helt henne, hvor gruppen skulle holdes, kom jeg til at mærke efter i min krop. Der skete ingenting. Jeg følte ingen nervøsitet overhovedet. Jeg var bare blevet fanget i de gamle mønstre, og glemte helt at mærke efter i min krop, hvordan det føltes i det øjeblik. På en måde var det jo virkelig lettende og befriende, ikke at have angst, og at mærke at jeg er nået rigtig langt i min proces. Samtidig er det også meget skræmmende, at kroppen husker følelser og situationer så godt. Fra naturens side er det rigtig smart, når man har oplevet noget farligt, så passer man på i lignende situationer. Det er bare ikke så smart når man har været angst, stort set hele tiden og i næsten alle situationer. Så nu vil jeg fokusere rigtig meget på at fylde mig op med positive oplevelser, så der ikke er plads til alle de dårlige, der er irrationelle.
Jeg gider nemlig ikke leve mit liv sådan, og derfor gør jeg noget ved det.
Der er kun en vej, og det er den lange hårde vej. Så nu vil jeg tage det solskin jeg samlede i morges, og fortsætte min vandring! :D

Alt det bedste,
Mathilde

Så kan det kun gå en vej

Den sidste uges tid har nærmest været et helvede for mig. Det har været rigtig grimt. Det er en blanding af mange ting. I starten af august startede jeg både i gruppeterapi hos min psykiater og på faget Unge på vej inde på CSV, og det har selvfølgelig taget en del energi, og skabt noget angst. Og så skete der jo det, at jeg mødte en ung mand d. 1. august. Jeg troede ærligt talt at han var den rigtige og eneste, og sådan kan man jo få det, når man bliver forelsket og betaget af et menneske. Det gik rigtig hurtigt det hele. Kærlighedserklæringer og fremtidsplaner for alle pengene. Vi lovede begge ting som vi vidste vi ikke ville kunne holde. Han sagde alt det jeg havde drømt om at høre. Hvis han havde kunne holde sine løfter.. Nej, det var ikke gået alligevel. Men han gjorde mig tryg. Han fik mig til at tro på at min lyse fremtid ikke ligger langt væk, og at jeg kan hvad jeg vil. Han beundrede mig, min styrke, min tilgang til livet. Han gav mig sit hjerte, sin fremtid, sine børn, og han friede til mig. Jeg åd det råt! Jeg tænkte at nu var min lykke gjort. Jeg troede at mit liv ville ændre sig nu, for evigt, at nu skulle jeg have verden i min hule hånd. For han havde reddet mig.
Jeg gav mig selv små tegn på at noget var galt, men jeg reagerede ikke. Jeg tænkte at det var nok min medicin, der gjorde at jeg ikke følte forelskelsen så meget. Og så skød jeg tankerne væk om at han måske ikke lige var den eneste ene. Jeg tog min skæbne og mit hjerte, og lagde det hos ham, uden selv at være klar over det. Jeg havde næsten kunne smage lykken, og se det solskin der skulle overstråle mit liv, og når du først har det, så giver du ikke slip igen, ikke uden videre.
Men han gav slip. Efter en måned. Han ringede. Og så var det slut. Han trak tæppet væk under mig og tog alt hvad han havde givet tilbage. Så faldt jeg. Hårdt. Rigtig hårdt.
Det var nok i sidste ende mit held. For jeg havde ikke kunnet stoppe det, men det var det jeg havde bedst af. Jeg var virkelig glad for ham, og vi havde kemi, der gjorde at vi kunne snakke om alt, sjove ting og svære ting. Men jeg giver meget let køb på mig selv. Nok fordi at jeg er så bange for at jeg ikke skal være nok i mig selv, så jeg skal gøre en masse ekstra for at det hele skal gå. Og sådan skal et forhold ikke være.
Alt det her handler egentlig ikke særlig meget om ham. Det handler jo om mig og min angst. Angsten for at stå alene, på egne ben, at skulle kæmpe kampen alene, på ubestemt tid. Men det er nu engang sådan det er. Jeg skal kæmpe min kamp alene, for jeg er den eneste der kan. Jeg bliver nødt til at have troen på at jeg kan. For der er ingen genveje. Jeg håbede at han var min genvej, men det var jo bare en omvej. Selvfølgelig lærte jeg noget af det, men hold da kæft en tur.
Den sidste uge har jeg haft det så dårligt, så jeg næsten ikke har kunnet holde ud at være i min krop. Det er en frygtelig følelse. Når det hele føles så frygteligt, at man føler sig magtesløs og ikke aner hvad man skal stille op. I går toppede det. Jeg følte ikke at jeg kunne mere, jeg følte ikke at jeg havde mere energi at tage af. Det føltes håbløst, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg tænkte på om jeg blev nødt til at blive indlagt, fordi jeg ikke kunne klare det selv. Jeg kunne ikke se hvordan jeg skulle komme videre. Jeg tænkte ikke på selvmord eller selvskade, eller jeg tænkte da på det, men ikke som en mulighed. Men jeg følte nærmest at min verden ville ende. Heldigvis går tingene jo sjældent så galt, og nu er jeg faldet rimelig til ro. Med min mors hjælp. Og så noget fantastisk beroligende blomstermedicin, Bach Rescue Remedy.
Før at mig og Sebastian gik fra hinanden i juni, havde jeg altid ham at støtte mig op af, og når bare han var der så var jeg rimelig sikker på at min verden ikke gik under. Selvom vi ikke rigtig var kærester til sidst, så havde jeg alligevel ham, som var min bedste ven, til at snakke med, til at sige at det hele nok skulle blive okay, og til at putte mig under dynen når det hele blev for galt. Det er en kæmpe tryghed at have sådan et menneske, som kender dig ud og ind.
Den her uge er første gang hvor jeg har fået det rigtig dårligt, efter vi gik fra hinanden. Jeg mærkede rigtig hurtigt at jeg savnede Sebastian, det var bare ham jeg gerne ville have hos mig. Så jeg prøvede at række lidt ud efter ham, prøvede lige at mærke temperaturen, om der så ud til at være håb. Der var ikke så meget at komme efter, han er jo sød og venlig, men.. På en måde kan jeg da også godt forstå det. Han har en ny kæreste nu, og han har brugt virkelig meget tid i de sidste 4 år på at støtte og trøste mig. Så måske vil han gerne bruge sin tid på noget andet nu. Det her med at have været kærester er ikke rigtigt nemt.

Nu skal jeg hvert fald bruge mine kræfter på at komme op på dupperne igen. Og så være forsigtig med ikke bare at finde en ny der skal redde mig. Nu skal jeg bare være mig, og vide at jeg kan klare det selv, med støtte fra min familie og mine venner.

Alt det bedste,
Mathilde

Shake it off

Jeg må føle mine følelser. Jeg må slippe angsten for at gå i stykker, hvis jeg føler mine følelser.

Endnu en lille tekst

En lille ting jeg har skrevet :)

"Og hun bryder ud i gråd. Så snart hun lægger røret på. Hun tænker på ham, i den anden ende af det nu pålagte rør. Han har ingen anelse. Ingen idé om hvad der foregår i hende. Slet ikke lige nu. Hun hulker.

Én tanke står funklende klart.

Hun bliver stille. Som blev stikket trukket ud. Hun stirrer. Bare lige ud i luften. Hun rører sig ikke. Sidder bare.

Hun trykker på telefonen. Der kommer lys. Hun kigger ind i hans blå øjne. Hun prøver at finde styrken, som han giver hende.

Det giver et sæt i hende.  Hans navn er fremme på skærmen igen. ”Hej med dig”, siger han, muntert som altid, og med en snert af hans jyske godhed.  ”Jeg glemte jo helt at spørge hvordan du har det i dag”.

Hun giver ham et lille smil, som han ikke kan se. Hans betænksomhed og omsorg varmer hende.

Samtidig står én tanke nu endnu klarere.

Er sandheden for tung?"

Min fantastiske krop

Nu tænker du nok :"Min fantastiske krop", Hm, ja, Mathilde har da egentlig en dejlig krop. Særligt nu, hvor hun har været så dygtig at tabe sig meget!
Og mange tak! Ja, jeg har jo faktisk tabt mig 8,3 kg i løbet af de sidste måneder, så jeg er rimelig tilfreds med mig selv. Selvom der da mangler lidt kilo endnu :D
Men nu var det altså ikke det dagens blog skulle handle om, men om min første dag i resten af mit liv.

I dag startede jeg på CSV. Det står for Center for specielundervisning for voksne. Det går ud på at psykisk sårbare kan få særlig undervisning, som hjælp til at komme på rette vej. Her har jeg så været så heldig at komme ind, og jeg skal have ét fag om ugen, tre timer hver onsdag. Unge på vej hedder det, og det handler meget om at skabe et netværk, men også om at diskutere hvad der sker i verden, og hvad vi vil i livet.

Jeg vågnede kl,. 5, og opdagede at det havde regnet ind af mine vinduer. Så min dyne og min seng var våd, mit fjernsyn, min computer, støvsuger, højttaler, og lidt papirer havde også fået vand. Intet tog skade, men det var nu en lidt træls måde at vågne på. Jeg fik en lille lur senere, så jeg var frisk til min skolestart.
Det hele gik fint, jeg kunne godt mærke at jeg var lidt nervøs, men det var ikke noget særligt. Da klokken blev lidt mere, og jeg skulle til at i bad og gøre mig klar, begyndte jeg at få stærke mavesmerter. Jeg havde stadig ikke angst, så jeg kædede det ikke sammen med smerterne. Det begyndte at blive til mavekramper, og jeg kunne næsten ikke stå på mine ben. Sveden løb af mig, og smerten blev så uoverskuelig at jeg begyndte at græde. Samtidig kiggede jeg på uret, og kunne se at jeg var ved at have travlt, hvis jeg skulle nå bussen. Jeg kæmpede mig ud i badet, jeg ville bare afsted! Jeg kan ikke huske nogensinde at have haft så ondt før, men måske har jeg bare glemt det. Slemt var det i hvert fald. Jeg vidste ikke om jeg skulle på toilettet eller om jeg skulle kaste op, så derfor var jeg selvfølgelig bange for at forlade lejligheden. En gang imellem blev smerterne mindre, og her fik jeg hurtigt noget tøj på, og fik pakket nøgler og telefon. Kramperne kom hurtigt tilbage, så jeg måtte stoppe op. I en pause tog jeg chancen og skyndte mig ned til hoveddøren, der kom endnu en krampe i min mave, og jeg løb ned til toilettet i kælderen, falsk alarm. Nu var bussen kørt, og jeg var i panik over hvordan jeg skulle kunne komme afsted. Der var kun tyve minutter til jeg skulle møde. Jeg så ingen anden udvej end at ringe til min mor på arbejdet. Jeg ringede til børnehaven og fik fat på min mor. Da jeg jo ikke er særlig glad for at tale i telefon, vidste min mor med det samme at det var alvor da hun fik mig i røret. Måske troede hun også at det var lidt mere alvorligt, end hvad det faktisk var. ;)
Hun fik mig beroliget lidt. Jeg vidste godt selv at det var min angst der legede med mig, og gjorde mig dårlig, men jeg var forvirret over at jeg ikke havde mærket angsten i mit hoved. Min mor lovede at ringe til skolen og få dem til at møde mig i porten, så jeg nemmere kunne komme afsted. Så jeg hoppede på cyklen og mod skolen, men min mor kunne ikke få fat på dem, så jeg måtte klare det selv. Og det gjorde jeg! Jeg cyklede derhen, ringede til min mor og sagde at nu kunne jeg godt klare det! Jeg parkerede min cykel, sparede tid ved ikke at låse den, ja den var stjålet da jeg fik fri, og så gik jeg med rank ryg hen til klasseværelset.
Andre har måske nok set en ligbleg pige, badet i sved, sort under øjnene, ingen makeup, flakkende øjne, med et usikkert smil. Det kunne ikke være mere ligegyldigt! Jeg gjorde det! Efter en times tid havde jeg fået farven tilbage i kinderne, og der skulle altså lidt mere til at slå mig ud. Jeg turde sige noget, og blande mig i en diskussion, så jeg fandt hurtigt mig selv, efter at have været forsvundet et øjeblik.

Jeg har stadig ondt i maven, det lavede åbenbart helt kludder i mit system, men jeg er glad og stolt :D Og jeg glæder mig til næste uge!

Alt det bedste,
Mathilde

En forfatter-Mathilde

Her er et lidt anderledes blogindlæg. Det handler nemlig ikke direkte om mig. Det er bare en lille tekst jeg har skrevet, som jeg gerne vil dele :D

"Og hun ved det godt"

Og hun ved det godt. Hvordan hendes ord snor sig rundt om deres forhold, og lige så stille tvinger luften ud af det. Hvordan hendes stilhed giver ham dårlig samvittighed. 

Hun ved det, men når hun er i øjeblikket, kan hun ikke stå i mod.

Hun tester ham. Afprøver ham. Hendes sårede sjæl gør alt, for at få ham til at fejle. Hun sætter fælder op. Som var han et skadedyr, der skulle indfanges.

Fortiden har sit tag i hende. Hun er bange. Mest bange fordi hun er bevidst. Bevidst om at hun er destruktiv.

Han siger at det hele nok skal gå. Hun tvivler. Hun ved at det hun gør, meget vel kan ødelægge alt. 

”Se”, siger han. ”Jeg er her jo endnu”. 

Jeg vælger selv min kasse

Jeg synes det er svært at skrive for tiden. Jeg tror det er fordi jeg har lyst til at skrive om glade, lette, sommerlige ting, men min blog handler jo om angst. Det er rent faktisk noget pjat, for det er jo egentligt vidunderligt at have så mange glade tanker, og det vil jeg jo gerne dele - At livet ikke kun er angstanfald, og uorden.
Nu hvor jeg er kommet lidt i gang med at skrive, er der alligevel nogle lidt svære ting jeg kommer i tanke om. Jeg er startet hos en psykiater, hvor jeg går i en gruppe med 5 andre, snart 7 andre. Min psykiater er Naja Jeppesen, i Klaregade 19, Odense C. Jeg vil kraftigt anbefale hende. Mit liv og min situation har ændret sig drastisk siden hun er kommet ind i billedet. Tingene går virkelig hurtigt fremad nu.
Jeg har været i gruppen to gange, og skal derhen for tredje gang i morgen eftermiddag. Jeg er ikke rigtig nervøs, men det ligger hele tiden i baghovedet, at jeg skal noget som ikke er særlig sjovt. Det lægger selvfølgelig en dæmper på humøret, men jeg klarer mig. Når jeg sidder i gruppen, er der slet ikke nogle problemer. Jeg føler mig lidt ung i forhold til de andre, men det er nu stort set de samme følelser vi bærer rundt på, så det glemmer jeg hurtigt. Jeg synes det er svært selv at skulle komme på banen, og begynde at fortælle noget. Hvis bare jeg bliver spurgt, så kan jeg sagtens snakke og fortælle om svære ting. Det er bare svært, når jeg selv skal finde det tidspunkt, hvor jeg vil sige noget. Måske er jeg bange for at komme til at være i vejen for en anden, der lige skulle til at sige noget, eller at der er nogen som har brug for stilheden. Selvom det jo er en samtalegruppe, så det er ikke meningen der skal være stille. Alligevel bliver jeg gang på gang usikker. Det hele bunder vel i frygten for ikke at være god nok, eller ligefrem være forkert. Det er den frygt der ligger bag stort set al min angst og ængstelse. Ikke at kunne slå til. Jeg tænker meget på, hvor den frygt kommer fra. Der er ikke noget entydigt svar, der er altid mange ting der spiller ind. Dog tænker jeg at min mor har gjort alt hvad hun kunne, for at give mig troen på mig selv, andre har ikke.
Jeg er født med en følsom sjæl, og det har spillet en stor rolle, fordi jeg så har været nemmere at påvirke. Ingen har været onde eller lede, men der er så mange andre ting, der kan fjerne tilliden til verden hos børn.

Apropos at have en følsom sjæl, så er det hvad man kalder at være særligt sensitiv. Det er cirka 15-20% af befolkningen. Nogle gange er det rart at kunne komme sig selv i en kasse, hvor man synes at man hører hjemme, for så kan man finde andre der har det på samme måde. Ingen fortjener at tro de er helt alene i verden. Til både særligt sensitive og pårørende til særligt sensitive, vil jeg foreslå bogen "Særligt sensitive mennesker" af Elaine N. Aron. Den forklarer hvad det drejer sig om, og hvordan særligt sensitive oftes reagerer i givne situationer. Det hele er meget håndgribeligt, og overskueligt. Bogen er delt op i små afsnit, så den kan bruges til at slå op i, hvis der er en enkel ting, man vil blive klogere på. Jeg har ikke selv læst hele bogene endnu, men jeg er allerede meget klogere på mig selv og andre. Så jeg vil helt klart anbefale at finde bogen, eller bare undersøge emnet på nettet.

Ih, det var rart at komme i gang med skriveriet igen :)

Alt det bedste,
Mathilde

Ligesom sød musik

Min verden bliver større og større, for hver eneste dag der går. Og jeg nyder det, i fulde drag simpelthen.
Jeg mærker mere til mig selv, den rigtige Mathilde. Jeg opdager at jeg kan stå på egne ben, og bare være mig. Jeg husker mine egne drømme, og glemmer andres. Jeg opdager hvem jeg vil være, og hvad jeg vil bruge min tid på, og ikke mindst hvem jeg vil bruge min tid på.

I dag udfordrede jeg en af mine største forbier! Min fobi for at tale i telefon. Jeg fik en kæmpe succesoplevelse. Det var godt nok på min egen måde, på Skype og med video. Men det er virkelig et kæmpe skridt. Der var selvfølgelig en person i den anden ende, og det må bestemt være en lidt speciel person, siden at jeg kunne overvinde angsten.

Intet i verden er som før
Mange flere farver, og meget større
Ligesom sød musik
- Rasmus Nøhr

Her på Palnatokesvej er der masser af sommerfugle og sød musik.

Alt det bedste,
Mathilde

Tom mave, fuldt hjerte

Nu er bloggens sommerferie forbi!

Jeg har været i Berlin med min dejlige familie, og vi havde en virkelig hyggelig tur. Jeg mærkede ikke meget til min angst, det gør jeg sjældent når jeg er sammen med nogen jeg er trygge ved, og det gjorde selvfølgelig turen en del bedre.

Vi var 6 mennesker afsted sammen, og det var lidt overvældende for mig til tider, og nok også for de andre :P Men nu hvor jeg er kommet hjem, synes jeg faktisk det er lidt svært at være alene. 

Det var rigtig rart med de faste rutiner, og at vi skulle noget hver dag. Det er jeg jo overhovedet ikke vant til. Med hensyn til rutinerne, har jeg, det sidste lange stykke tid, ikke været så god til at få spist ordentligt og nok gange om dagen, og efter jeg er kommet tilbage fra Berlin, hvor det hele var planlagt, er det gået helt galt. Jeg kom hjem fra Berlin lørdag aften, og tog i byen med nogle venner et par timer senere, og om det er alkoholen der har spillet ind skal jeg ikke kunne sige, men da jeg tirsdag aften skulle spise hos min onkel, kom jeg i tanke om at jeg ikke havde spist siden lørdag aften, hvor jeg fik to cheeseburgere på McD. Det er cirka tre dage uden mad. Og ærligt talt også uden særligt meget væske. Jeg har ikke fortalt det til nogen, for jeg synes selv det virker lidt for langt ude, og jeg ved at min mor og mormor ville have fået et bekymringsanfald, hvis de havde fået det at vide, lige da jeg kom i tanke om det. 

Det er de mærkeligste ting der kan ske i hovedet og kroppen, uden at man rigtig opdager det, før bagefter. Det er ret skræmmende, men nu er jeg i det mindste på rette kurs igen.

Og der er også gode ting at skrive om. Jeg har fået en netværksgruppe igennem Ungdomshuset, og de er bare alle sammen så søde. Vi var på café i går, og jeg hyggede mig simpelthen så meget. Jeg kan bare være mig selv, de ved hvordan det er at have det svært, og de kender selv til nogle af de problemer jeg har. Men de ved også hvordan det er at være glad og lykkelig og en ung person, der bare gerne vil have det godt, og være som de andre. Vi har kun mødt hinanden få gange, men jeg vil gå så langt som at sige, at de er mine venner. Særligt Morten fra gruppen har vundet mit hjerte. Han er så skøn! Et lille crush, på den helt kun venne agtige måde :) Han forstår mig, og jeg forstår ham, det er alvorligt og sjovt, og det er det hele. I morgen tager han med ned og besøger min mor, der er Kirsebærfestival i byen, så det bliver kanon :D Jeg glæder mig rigtig meget!

Alt det bedste,

Mathilde

Artikel: Når mennesker skræmmer

Mai Hjalager Gudmundsen er journaliststuderende, og har skrevet en artikel om mig. Enjoy :D

Når mennesker skræmmer

Mathilde Dreisig vil gerne være social. Men noget tvinger hende i den modsatte retning. Noget, der giver hende hjertebanken og åndenød, hvis blot hun tænker på at åbne sin hoveddør og møde verden.

Af Mai Hjalager Gudmundsen

Svedperlerne har allerede indtaget hendes pande, da hun åbner døren til sit værelse og lukker mig ind. Med knaldrøde kinder og et blik, der skal tvinges i min retning, byder hun mig velkommen men haster derefter uden et ord ud ad rummet for at hente tallerkner. Hun er bange for mig. Bange for at sige noget dumt eller værre: bange for slet ikke at kunne finde på noget at sige. For Mathilde Dreisig har socialangst, og det betyder, at hun er hunderæd for mennesker. Hun bor på et kollegieværelse midt i Odense, hvor folk flokkes neden for hendes vinduer og uden for hendes dør. Hun vil for alt i verden gerne deltage i deres liv men kan ikke, fordi tankerne, om hvad der vil ske, tordner frem i hendes sind og overskygger al fornuft. Dagligt undertrykker hun sin tissetrang, da hun er bange for at støde ind i de tre fyre, som hun deler badeværelse med, og ofte gemmer hun sig på værelset og lytter efter, om der går nogen på gangen, førend hun tør bevæge sig derud. Det samme gør sig gældende, når maven knurrer, for i køkkenet risikerer hun også at møde de andre. Og hvad gør hun så?

Ikke så unormal endda

I samme tavshed, som hun forlod mig, kommer hun nu tilbage og sætter tallerknerne på bordet, hvor sodavand, udskåret frugt og farverige dækkeservietter venter på os. Tre ure henover hendes dørkarm tikker om kap for at udfylde stilheden i værelset.  Hun er begyndt at smile forsigtigt nu. Og var det ikke for de små ryk, hendes krop laver, de stadig flakkende øjne og sveden på panden, ville det egentlig være svært at gennemskue, at hun er mere end bare almindeligt nervøs ved vores møde. Men indeni hersker et komplet kaos. Et kaos, som hun dog langt fra er ene om at føle. Ifølge Angstforeningen er socialangst den angstlidelse, som flest mennesker lider af. Syv procent af den danske befolkning har det ligesom Mathilde. De føler sig utilstrækkelige, er bange for, om andre kan lide dem, om de er sindssyge, eller om nogen skal opdage, hvor dårligt de har det. Når Mathilde får det skidt, har hun influenzalignende symptomer med hævede mandler og følelsen af høj feber. Hendes mave gør ondt, og hendes hjerte banker hurtigt.  Andre med socialangst oplever ifølge Psykiatrifonden svimmelhed, kvalme samt problemer med at trække vejret, og flere tager til lægen med deres symptomer, fordi de frygter, at de er dødeligt syge. Det er en invaliderende sygdom, som kan spænde ben for selv de bedste intentioner om at skabe venner, tage en uddannelse eller få et job, hvilket Mathilde til stadighed oplever. Hun har gjort et utal af forsøg på alle tre ting, men hver eneste gang er udfaldet det samme - angsten vinder.

Skræmmende skolegang

Angsten vandt også sidste år, da Mathilde Dreisig håbefuldt startede på VUC for at uddanne sig til socialrådgiver. For allerede i dagene før skolestart kunne hun magtesløst se til, imens uroen bredte sig som gift i hendes krop. Langsomt i løbet af de første skoledage mærkede hun de fysiske symptomer vinde indpas. Timerne var et rent helvede, for der var mennesker overalt. Hun var bange for at blive spurgt om noget. Bange for at være forkert. Og derfor lå hun en tirsdag morgen i sengen og stirrede frem for sig uden at turde stå op. Hendes kæreste Sebastian sov stadig. Hun så på sit vækkeur. Der var lang tid til, at det ville ringe, men hun kunne ikke længere sove. Kunne ikke samle tankerne om noget så simpelt. Uroen fra flere dage før var blevet værre, og hun kunne ikke holde den nede, lige meget hvor hårdt hun end forsøgte. Maven gjorde ondt og slog knuder, og hjertet bankede tungt og uregelmæssigt. Selv om hun tidligere havde fået det testet for hjertefejl, gjorde det hende alligevel bange.

”Jeg kan ikke tage af sted, jeg kan ikke, jeg kan ikke”, råbte angsten i hendes hoved.

Nervøst vendte hendes blik tilbage til vækkeuret. Jo flere minutter der gik, desto værre blev angsten. En svag stemme sagde til hende, at hun burde tage af sted, for hun ville jo gerne have en uddannelse. Men angsten brølede stadig igennem med sine alarmerende signaler, der knuste ethvert forsøg på fornuft. Hun ville ikke af sted! 

Efterhånden begyndte Sebastian at røre på sig.

”Skal du ikke af sted?”, spurgte han, da han slog øjnene op og så sin kæreste ligge forskræmt i sengen.  Hun rystede på hovedet.

”Jeg synes altså, at du skal prøve at tage af sted. Prøv nu at starte med at gå ned i bad”, forsøgte han igen. Ordene ramte som kampesten på et glashus, for hele hendes indre var et skrøbeligt sted. Ud af ren frustration begyndte tårerne at trille ned ad hendes ansigt for til sidst at blive opslugt af pudebetrækket. Det eneste, der stod imellem hende og muligheden for at blive hjemme var ham. Han måtte overtales, for hun kunne ikke tage af sted”.

”Jeg vil bare ikke”, hulkede hun. Maven gjorde om noget endnu mere ondt nu, og hun hev efter vejret. Der var kaos i hendes hoved. For hvordan skulle det hele nogensinde gå? Hvordan skulle hun kunne tage i skole? Hvis hun stod op, så var slaget tabt. Så blev hun nødt til at tage af sted. Men hun kunne ikke overskue, hvad der ville ske, hvis hun gjorde det. Det eneste, hun vidste, var, at det ville være det værste, hun nogensinde havde gjort. 

”Du skal jo bare prøve. Hvorfor er det så slemt?”, spurgte Sebastian uforstående, imens han lagde armene omkring hende. Ved dette spørgsmål blev al resterende luft flået ud af hendes bryst. Hun kunne ikke trække vejret normalt. Ville bare flygte ud af sin krop, for hun kunne ikke overleve i den. Sebastian blev skræmt. Hun kunne se frygten i hans øjne og se, hvordan hans krop stivnede. Det gjorde hende bange for sig selv. 

”Nej.. Selvfølgelig skal du ikke af sted”, hørte hun ham sige. Og ved de ord stoppede hendes tårer nærmest øjeblikkeligt. Angsten havde vundet. Hun skulle heller ikke af sted i dag. Det fjernede mavepine og vejrtrækningsproblemer, men det kunne ikke ændre på det faktum, at Mathilde ikke kunne genkende sig selv. Hun var bange for sin voldsomme reaktion. Bange for, hvad hun kunne have fundet på. Men mest af alt bange for, hvordan det hele nogensinde skulle kunne gå, og hvordan hun skulle overleve et år på den skole.

Angstblogger

Socialangst bekæmpes ofte med hjælp fra psykologi og medicin, der kan dæmpe symptomerne. Ifølge Angstforeningen sker det dog tit, at personer, der lider af socialangst, ikke søger hjælp men i stedet skjuler, at de har det skidt, fordi de frygter, at der tænkes grimt om dem. Derfor er det kun 1 % af alle personer med socialangst, der kommer i behandling. Mathilde Dreisig er ikke en del af det procenttal, for ventelisten til psykologhjælp er halvandet år lang. Men i dag har hun fået en lille sejr over den angst, der ellers ikke er nem at bekæmpe på egen hånd. Hun har overlevet en situation, hvor hun var i fokus. Hun har givet et interview. Faktisk er hun helt rolig nu og kan tale med mig, uden at de orangelakerede fingernegle laver nervøse ryk. Sveden på panden er også under kontrol, og hendes latter fylder efterhånden det meste af det rum, hvor vi havde vores første stilfærdige møde. I virkeligheden elsker Mathilde at være social. Hun elsker at have dybe snakke og grine til langt ud på natten. Og når hun endelig trodser angsten og tager af sted til ting, så er de aldrig så slemme, som hun havde forestillet sig. Med glæde og stolthed i sin stemme fortæller Mathilde om en anden sejr, hun har haft over angsten. Hun har oprettet en blog, hvor hun skriver om præcis det, som hun ellers forsøger at skjule for folk – livet med socialangst. Og smilet bliver endnu større, når hun fortæller, at flere har været inde og læse bloggen og synes, at den hjælper dem. Det giver Mathilde en tro på, at livet nok skal gå, selv om angsten er der.

”Jeg skal nok nå alt, hvad jeg drømmer om. Og jeg skal nok få alt det, jeg synes, jeg har krav på”, fortæller hun og læner sig frem i stolen, ”Jeg skal bruge alt det, jeg har lært ved at have angst, så jeg kan hjælpe andre. For ellers er mit liv ikke særlig fedt. Og så ligger det åbenbart bare til mig, at jeg bliver sådan lidt fandeme nej, om det skal få mig ned med nakken. Så let skal det ikke få mig”.

Alt det bedste,

Mathilde

Eftertanker

Det er ikke alle der vil have at jeg skriver om dem i min blog. Det må jeg så respektere, ellers får jeg hvert fald ballade. Og det orker jeg ikke rigtigt :)
Men ud over en dårlig reaktion til mit sidste indlæg "Af hele mit hjerte", så har jeg fået virkelig mange gode. Flere jeg ikke kender har kommenteret det meget positivt, og det føles jo helt vidunderligt :D Det giver pluspoint på selvtillidskontoen, og det kan jeg altid bruge!

I morgen vil jeg bruge lidt tid på at skrive om hvad der ellers sker i mit liv, udover min ny fundne singletilværelse.

Alt det bedste,
Mathilde

Af hele mit hjerte..

Det har været hårdt den sidste uges tid. På grund af alt andet end angst og depression. Mig og Sebastian besluttede at vi ikke skulle være kærester mere. 11 dage efter vores 4 års dag. Jeg havde i flere måneder prøvet at snakke om at vi måske mere var venner end kærester, men uden at få noget respons. Så den torsdag i sidste uge, havde jeg ikke lige regnet med skulle være min sidste med Sebastian. Pludselig åbnede han sig op, og vi blev enige om at stoppe. Han stoppede bare ikke der, for han ville også fortælle at vores forhold havde været dødt så længe, at han var kommet videre. Så meget, at han følte at han skulle finde en anden 12 timer efter. Selvom jeg ikke har kærestefølelser for ham, er det alligevel hårdt at høre. I de 4 år vi har været sammen, har jeg givet ham mit hjerte hver eneste dag, også selvom jeg har været i tvivl om vi skulle fortsætte som kærester. Det gør knapt så ondt nu, og jeg græder ikke når jeg tænker på det, men jeg har stadig en nagende følelse af, at han har gjort det vi havde til grin, ved at smide alt over bord fra den ene dag til den anden. Men jeg tænker at når det var hans behov at gøre sådan, er det hans svaghed der spiller ind, og ikke min.

Vi har aftalt at skulle være venner, og at kunne hjælpe og være der for hinanden. Han er min bedste ven, men der er bare meget stor forskel på at være bedste venner, når man er kærester og når man ikke er. For som kærester, har man forpligtelser overfor hinanden, bare små ting, som at ringe og sige godnat om aftenen, spørge hvordan dagen er gået, tage med til lægen, lytte og virke interesseret, kramme og give et kys på panden, når det er nødvendigt. Som tidligere kærester og bedste venner forsvinder det, nu skal man beslutte hvad man gider gøre for den anden, og det hele kræver lige pludselig en indsats. Jeg gjorde det meget hurtigt klart, at jeg var villig til at gøre meget for at vores venskab skulle lykkes. Jeg vidste det ville blive svært, at finde grænserne, og få det hele til at fungere, når der kommer nye kærester osv. Og ikke bare svært, men mega hårdt. Vi har bare noget helt specielt. For det første er 4 år virkelig lang tid, fra 16 til 20 år, vi er blevet voksne sammen. Det giver os jo en del historie. For det andet har vi været igennem en del svære ting sammen, jeg har haft depression og angst i alle de år vi har kendt hinanden, og de sidste år har det været virkeligt slemt. Sebastian har været den vigtigste for mig i al den tid, han har altid været der. Han kender mig som ingen andre, han har set mig når jeg er stærkest, men også når jeg har været mest svag, og sårbar. Han har også selv haft sine svære perioder, hvor jeg har støttet ham og hvor vi har måttet stå sammen for at klare det. Det var en kamp, men endelig fik jeg også lov til at komme helt tæt på ham. Helt tæt på, og hvor overdrevet det end lyder, så har jeg set hans sjæl. Og han lader ikke bare alle komme tæt på, men han lod mig se hans inderste. Jeg kender ham.

Hvordan skal jeg kunne give slip på ham, på det? Det menneske som er hele min verden. Lader jeg ham bare gå? Det her er jo ikke et håb om at han ændrer mening, og vil have mig tilbage, for det slet ikke hvad jeg vil. Det er kærlighed, men det er venskab. 

Efter den torsdag, ændredes det hele bare, han lukkede af, og siden har jeg kun set meget korte glimt af den rigtige Sebastian. Lige præcis nok til at jeg ved, at han er derinde, og lige præcis ikke nok til at jeg kan vide at han vil det her, lige så meget som mig. 

Jeg kan sagtens leve uden Sebastian, og jeg har andre der kan udfylde hans plads. Men når dagen er færdig er det ham jeg vil tale med, jeg vil høre om, hvad han har oplevet, og når noget spændende sker for mig, er han den første jeg vil fortælle det til. Jeg vil vide at han har det godt, og trøste ham når han er ked af det. 

Alt er ikke så ligetil, og heller ikke så lyserødt som jeg gerne vil have det, men jeg må i det mindste være ærlig omkring hvad det er jeg vil have, og hvad jeg ønsker mig af verden. Lige gyldigt hvor melankolsk og sentimentalt det end lyder. 

Alt det bedste,

Mathilde

Hej formiddag

Solen skinner og Lukas Grahams stemme fylder rummet med kærlighed og melankoli. 
Sometimes it will feel time can stop
Sometimes I feel like giving up
But then I hear a voice inside of me
Saying: "Better die with your chin up, than living on your knees"

Jeg er begyndt at blive morgenmenneske igen. Jeg vågner for det meste, senest kl 7, hvilket så dog resulterer i at jeg sover til middag, eller sover hele eftermiddagen, men det er ikke det vigtigste. Det er ligesom at nogen ting begynder at falde på plads, imens resten stadig er kaos. Det er selvfølgelig virkeligt dejligt, men også lidt forvirrende og mærkeligt. Som når jeg vågner om morgenen kl 7, og er virkelig sulten og klar til morgenmad, så har jeg ikke fået handlet ind, så jeg har ikke noget at spise, fordi det plejer heller ikke at gøre så meget. Jeg er også begyndt at savne rigtig aftensmad, bare noget som ikke er en ostemad eller en mikroovnsret. Men det hænger også ret dårligt sammen med ikke at handle ind. Jeg får det bare ikke gjort, og hvis jeg så endelig er kommet afsted, kan jeg ikke finde på noget jeg kunne tænke mig at spise. Sidst jeg handlede, kom jeg hjem med en dåse ferskner og en pakke kiks. Og jeg havde endda forberedt mig på, hvad jeg skulle have hjemmefra, og det var altså ikke det :P

Her hjemme klarer jeg mig lidt bedre, i går var jeg både i bad og lavede en frysepizza i køkkenet. I dag var jeg oppe og i tøjet inden kl 12. Jeg har renset neglelak af, lagt nyt neglelak på fødderne, og ryddet en lille bitte smule op. Så det er en god dag. 

Det sidste værelse er også blevet lejet ud, så nu er vi igen 3 mænd og mig. Jeg har besluttet mig for at det nok skal gå hen og blive rigtig godt. Den nyankomne mand, virker hvert fald flink, og er på min egen alder. 

Jeg skal i samtale-gruppe i dag, i Ungdomshuset, så jeg er lidt nervøs som altid. Men jeg prøver at tænke på at jeg bare skal ind og snakke med nogle jeg godt kan lide at snakke med, og mest af alt grine med. 

Det fylder en del i mig at jeg ved at jeg skal noget de næste mange dage, selvom det meste er gode ting. I morgen skal jeg ned og snakke med lægen, det er ikke sjovt, men min mor tager med og det varer kun en halv time, og hun vil mig det bedste. Fredag har jeg min tredje og umiddelbart sidste forsamtale hos psykiateren. Lørdag er det Sankt Hans aften, så der skal jeg til Kerteminde og spise hos min mor, og hvis jeg er heldig møder jeg Chris og mange flere ved stranden senere på aftenen. Det glæder jeg mig jo til, men alligevel fylder det bare. Søndag kører mig og Sebastian til Århus, for at besøge hans søster, og vi bliver til tirsdag. Derfor skal min kattemis, Ivalo, passes på et internat, og det synes jeg er synd for hende, så jeg har allerede ondt i maven. 

Det er bare hårdt at skulle være væk hjemmefra, så jeg ikke kan putte mig under dynen. Men jeg må lige tage en dyb indånding og huske at det er min angst der vil ligge under dynen hele dagen. Og vist lige et par ekstra dybe indåndinger..

Alt det bedste,

Mathilde

Store fremskridt i miniformat

Sidst jeg skrev gik det jo ikke så godt. Heldigvis går det både op og ned. Og nu går det så lidt op igen. For det første har jeg fået lidt styr på medicinen, jeg kom på apoteket i lørdags. Så jeg har været i gang i tre dage nu, og det har allerede hjulpet meget. Døjer dog stadig med uro i kroppen, kvalme og diarré og alt det der. Håber virkelig at jeg læser alt det her, hvis jeg nogen sinde skulle overveje at springe en pille over.
Jeg var jo til fest i lørdags, og det var rigtigt dejligt at se nogle af mine yndlings drenge igen! Niels giver de bedste kram og Chris de bedste grin. Der var også andre søde piger og drenge, og tyskerer. Men det er svært at komme til at snakke med nogen, når man har det svært med sig selv. Det er hvert fald min erfaring, og det var særlig svært i lørdags, da jeg havde det ekstra dårligt og var voldsomt følsom. Alle ved jo at det kan hjælpe med lidt alkohol, men der går ret længe inden jeg tør eksperimentere med det igen. Så det var ingen hjælp.
På et tidspunkt blev det hele lidt for meget for mig, og jeg måtte lige gå en tur for at kunne holde tårerne tilbage.  Vi var heldigvis lige ved stranden, så som en ægte kerteminder, samlede jeg styrke af havet og blæsten. Da jeg kom tilbage lånte jeg en stor trøje af Chris, så jeg lige kunne putte lidt. Det hjælper altid.
Klokken 00.30, var det længe siden jeg burde være gået hjem, men nu blev det nu. Sebastian var så sød at følge mig hen til min mor, hvor jeg skulle sove. Og så gik det hele jo alligevel. :)

I dag, mandag, er tingene gået ret så let for mig. Min dag gik i gang omkring kl 14. Så det vil sige at jeg har været tidligt i gang. Mig og Sebastian tog i Bilka, der var billigere BH'er, og det var tiltrængt. Det eneste positive ved at være for tyk, store bryster! Men så fik jeg også købt lidt til køleskabet, og en rejsetandbørste og rejsetandpasta, til når jeg skal til Berlin 10. juli.
Bagefter blev jeg kørt hjem. Og så spiste jeg lidt frokost, herefter stod det lidt stille igen. Jeg lå i nogle timer og så "Say yes to the dress", som handler om brude, der skal købe brudekjoler, i en af verdens største brudekjolebutikker. Så det er guf, for en som mig. Så designede jeg lige min egen brudekjole, den er vældig flot. Så overvejede jeg om jeg skulle blive brudekjoledesigner. Det endte med et nej.
Pludselig tog fanden ved mig! Jeg gik ud i køkkenet, varmede en frysepizza i ovnen, spiste den på værelset. Så gik jeg i kælderen og hentede vasketøjet, der havde hængt til tørre siden i fredags. Så ja, det var tørt. Så lagde jeg det på plads, og hængte alle mine kjoler og tunikaer op på min nye bøjlestang og lavede fint på kommoden, så det hele ser pænt ud! Det f'øles bare godt!

Så er der også lige et billede af mine nye sko! Bare fordi de er så flotte!

Nu er jeg smuttet i nattøjet, og må hellere snart slukke for musikken, så mine naboer ikke bliver sure.

Alt det bedste,
Mathilde

De falske tømmermænd

Jeg synes godt nok at det var lidt utroligt, at to daquiris kunne give mig så slemme tømmermænd, men hvad ved jeg. Jeg drikker nærmest aldrig alkohol, så måske var det alt der skulle til.
Da jeg så vågnede i dag, synes jeg i hvert fald at andendags tømmermænd, var lige i overkanten! Men så var det at jeg kom i tanke om, at det er ved at være 3-4 dage siden jeg tog min medicin sidst. Ups! Jeg har ikke flere piller, og så den første dag tænkte jeg at det går nok. Den næste dag, glemte jeg det bare. Dagen efter kom jeg bare ikke på apoteket. Og så blev det i dag, lørdag. Nu skal jeg altså på apoteket, og jeg har cirka halvanden time inden de lukker. Jeg håber på at Sebastian snart gider stå op, så han kan tage med. For mod er ikke lige det jeg har mest af lige nu.
Jeg forstår ikke rigtig, hvorfor jeg har sådan en ubevidst trang til at undgå medicinen. Fordi det er ikke første gang det her er sket. Jeg er dog aldrig blevet dårlig, men på den anden side har jeg heller ikke glemt pillerne før, imens jeg har taget Venlafaxin. Og de andre slags medicin jeg har prøvet har ikke virket særlig godt.
Det er ret svært at skrive lige nu. Vipper hele tiden med mit ene ben, som min arm støtter på. Som om jeg sidder og tripper. Minder mig lidt om en narkoman, der ikke har fået sit fix. Og dog, knapt så voldsomt. ;)
Jeg har voldsom kvalme, og ryster lidt. Mit hjerte banker hurtigt, og hårdt, og en gang imellem føles det som om jeg får små korte stød i hovedet, uden at det gør ondt. Men det kommer til at føles som om mit hjerte banker uregelmæssigt. Uden at det gør det.
Jeg har ikke spist noget endnu, det hjælper jo heller ikke på noget. Jeg er helt vildt tørstig, men der er kun vand. Og jeg har så svært ved at drikke det, fordi det føles beskidt når jeg skal have det ind i munden. Når jeg siger sådan nogle ting, skræmmer jeg mig selv.
Jeg har svært ved at tro på at jeg når at få det bedre i løbet af dagen. Selvom jeg håber det sker. Jeg skal nemlig til fest i aften, og jeg glæder mig rigtig meget. Jeg har været i bad og barberet ben, så jeg er klar! På en måde.. Jeg kæmper jo mod mig selv, for jeg gør ingenting for at få det bedre. Og hvis jeg er dårlig i aften, kan jeg blive hjemme, og så er jeg i sikkerhed. Men jeg VIL afsted! Så kan den angst gøre hvad den vil.. Hm, jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal synes..

Alt det bedste,
Mathilde

Av min opvask

Det er længe siden at jeg skrev sidst. Jeg har alt for meget i mit hoved til at overskue at sætte mig og skrive. Nu må jeg lige skrive lidt, det er jo bedre end ingenting. :D

Jeg har haft det ret skidt det sidste stykke tid, og jeg har en lille teori om hvorfor. Jeg har efterhånden boet det nye sted i en måneds tid, og tingene begynder at hobe sig op. Opvask, vasketøj, mere opvask.
Jeg prøver jo at være hudløs ærlig her i min blog, det er det vigtigste. Men det her skulle jeg lige overveje, om jeg ville skrive, for min egen skyld, for jeg synes ærlig talt, at det er flovt.
I de 27 dage, hvor jeg har boet på Palnatokesvej, har jeg ikke vasket op, vasket tøj, eller gjort rent på nogen vis. Særligt det med opvasken er problematisk, for så mange ting har jeg ikke. Så må man blive kreativ, når man mangler en kniv eller ostehøvl, det er heller ikke sjovt uden glas. Nu ved de fleste jo nok, at det her ikke handler om dovenskab, men jeg føler alligevel at jeg må påpege det! For det værste jeg kan forestille mig er, hvis nogen skulle synes at jeg er klam, eller doven for den sags skyld.
Jeg har ikke bedt nogen om hjælp, det kræver jo at jeg skal indrømme, at jeg ikke kan det selv. Som en 20 årig, med pæren i orden, synes jeg det er et nederlag, at være havnet her.

Øv øv øv øv...

Men i morgen skal jeg til samtale med min sagsbehandler. Så kommer der nok lidt gang i tingene, og meget mere behøver jeg egentligt ikke :)

Alt det bedste,
Mathilde

Jeg gør en forskel

Jeg har haft nogle utrolige dage! De har som sådan ikke været vildt gode, på den måde at jeg ikke har haft det helt godt, men jeg har overvundet min angst flere gange. Så på anti-angstfronten har det jo været fantastiske dage. Det har nu også været spændende; Jeg er blevet interviewet af en journaliststuderende, der skal skrive en artikel om socialangst. Det skete så i går, 2 timer og 40 min, kun om mig :D Det har jeg da drømt om skulle ske, måske bare i en lidt anden sammenhæng. I mine drømme var det mere sådan: "Hvordan er det så at være gift med Prins Harry, og være Englands nye prinsesse?", "How does it feel to win an Oscar?", "Hvordan kommer man til at se så godt ud som dig?" Men det her var også ret godt, og min journalist Mai Gudmundsen var simpelthen så sød, og dygtig til at stille gode spørgsmål.
Jeg var godt nok nervøs før hun skulle komme, og jeg nåede også at aflyse en gang. Men dagen efter var jeg så klar til at klare opgaven. Så med sommerfugle i maven, og sved på panden, åbnede jeg mig for hende.
Jeg glæder mig simpelthen, som et lille barn, til at få lov til at læse artiklen, når den er færdig. Den kommer selvfølgelig også her ind på bloggen.

Det allernyeste der er sket, er lige sket for et par timer siden. Psykiatrifonden skal lave en film, og de mangler en med socialangst. Så var der en fra Psyk Info Odense, der anbefalede mig, fordi hun tænkte jeg ville være god på film. Og nu er der en journalist, der har skrevet for at få min mailadresse, og linket til min blog. Det virker jo helt surrealistisk. Jeg sagde selvfølgelig ja med det samme. Det er jo en chance jeg ikke kan gå glip af. Det er en kæmpe mulighed for at gøre en forskel, og vise verden at psykisk sygdom ikke skal være et tabu. Og det er jo lige præcis, hvad jeg kæmper for, og drømmer om.
Dog har jeg lidt svært ved at forestille mig, hvordan det hele skal foregå, så jeg kan gennemføre det. Men de tanker skubber jeg til side lige nu! Nu krydser jeg bare fingre, og håber at de vil bruge mig.

Hold da op, hvor er det varmt! Særligt for en puttetrold, som mig, der bare har det bedst under dynen!

Alt det bedste,
Mathilde

TV, kager og skuespillerdrømme

Jeg vil gerne starte med at skrive om i lørdags, hvor jeg var sammen med min mor og Henning. Der var et arrangement inde ved Amfiscenen, Psykiatrien rykker ud, som vi skulle kigge lidt nærmere på. Der var nogle forskellige stande, med forskellige områder inde for psykiatrien. Jeg fik flere gode råd til, hvor jeg kan søge om hjælp, og både mig og min mor fik fornyet håb. Det var nok særligt godt for min mor, udover mit liv, har hun også sit, og min søsters liv at tænke, og bekymre sig om. Jeg har jo mest kun mig selv.
Nogle af jer har jo allerede set min TV-debut, til jer andre http://www.tv2fyn.dk/article/353231?autoplay=1&video_id=51092 .
Den stol jeg snakker om i klippet, var helt fantastisk, og jeg har været så heldig at have prøvet den før. Den er lige som en kæmpe sækkestol, men med store kugler, og med fire flapper, der er lige som fire arme, der krammer dig. Den er egentligt ret fantastisk for alle, fordi den er så afslappende at sidde i, og støtter alle de rigtige steder. Men for mig, og andre i lignende psykisk tilstand, er det ubeskriveligt. Det er som at blive krammet, og passet på, og for mig lidt samme følelse, som at putte og gemme sig under dynen. Jeg ville virkelig ønske at jeg havde de 9.000 kr, som stolen koster. Så kunne jeg føle trygheden, og få lov til at blive puttet, uden at skulle gå i seng, og ligge under dynen hele dagen. Men der går nok mange år, inden jeg har råd til at købe den, og så håber jeg da egentligt at jeg ikke har brug for den mere!

I forbindelse med arrangementet, kom bandet HeartBeat og spillede på Amfiscenen. Deres koncert startede virkelig dårligt ud for mig. De startede med at tromme på store skraldespande, og jeg har hørt fra andre at det lød rigtig godt. Jeg begyndte bare at få et angstanfald. Det får jeg ret ofte, når der kommer høje lyde, trommer, fly, lastbiler, rullekufferter. Men det var næsten ikke til at tage det angstanfald seriøst.
Når jeg jo var til et arrangement, der handler om at gøre livet nemmere for mennesker med psykiske problemer, men det rent faktisk gjorde, det stik modsatte ved mig. Man kunne måske kalde det tragikomisk.
Det gik heldigvis over, da HeartBeat begyndte at spille noget andet musik. De er simpelthen så energiske og deres koncert gav enormt meget energi. Det var skønt.
http://www.facebook.com/heartbeatgroup

Så blev det tirdag, og Kagens dag! Jeg havde glædet mig til den dag meget længe. Tænk sig at kunne spise alt det kage man kan, for kun 50 kr. Jeg havde nok lidt for høje forventninger, det mener Sebastian tit jeg har, og jeg blev ærligt talt lidt skuffet. Der var alt for mange mennesker, der kæmpede om kager og stod over det hele, så det næsten ikke var til at komme frem eller tilbage. Det er jo dumt, når man skal spise så mange kager som muligt, men jeg fik da 7, og 2 med hjem. Det var altså små kager!
Jeg undgik dog ikke at få lidt angst, jeg svedte rigtigt meget og var ved at dø af tørst. Men det gik jo det hele, og efter 35 minutter var vi ude igen. Så cyklede vi hjem. Juhu, endelig fik jeg min cykel i gang. Det var pisse hårdt.

Og så blev det jo i dag, onsdag. Egentlig havde jeg flere planer i dag. Det viste sig bare, at ingen af delene blev til noget. Lige fra jeg vågnede i morges, havde jeg en underlig følelse i kroppen. Jeg var bare lidt ved siden af mig selv. Sådan en dag, hvor man gerne vil blive i sengen. Og det gjorde jeg så. Men det hjalp ikke, det gør det meget sjældent. Så blev klokken halv tre, jeg handlede lidt i Fakta, en dame blev taget i at stjæle, jeg kørte min cykel hjem til mig selv, fra Sebastian, så det er meget godt. Da jeg kom hjem, havde jeg det stadig på samme måde. En uro, og en mærkelig fornemmelse i maven, en følelse, der bare føles forkert. Jeg skulle til samtalegruppe kl. 16 i Ungdomshuset, og jeg kan faktisk godt lide at komme der, men kunne bare ikke komme afsted. Så jeg måtte melde afbud, og fortsætte med at.. Ja, have det trist inden i. Kl. 19 skulle jeg have været til Lyttekultur-gruppe hos Amalie, men det måtte jeg også aflyse, det var ret ærgerligt. Og jeg bestemte mig for, ikke at starte i den gruppe, før jeg er lidt mere stabil. I morgen skulle jeg havde spist brunch med Amalie, her hos mig. Det aflyste jeg også, jeg kan slet ikke have noget i mit hoved lige nu. Jeg vil ellers rigtig gerne se Amalie, vi hygger os utrolig meget. Jeg vil også meget nødigt have at hun skal tænke at jeg er upålidelig, og at jeg altid aflyser. Jeg håber at jeg kan forklare mig godt nok, så jeg ikke ødelægger noget.
Heldigvis fik jeg snakket i telefon med min mor, og jeg kom lidt frem til, hvad der kan være galt. Det hjalp lidt. Jeg tror at det gør rigtig meget, at jeg går her hjemme. Jeg vil rigtig gerne ud og lave noget, og jeg ved at  det bare gør min angst værre, ikke at skulle noget hver dag. Jeg er skrevet op til noget der hedder CSV, som er et kursustilbud for sindslidende. Det er nogle fag, man kan tage, uden eksamener, for at lære at gå i skole igen, og lære at kunne være sammen med andre. Men jeg har fået brev om at jeg ikke kan begynde, men at de gemmer min ansøgning. Så jeg skal nok ikke regne med at kunne starte til sommer, derfor vil jeg gerne finde noget andet. Jeg vil så gerne i gang! Men hvad skal det være? Der er noget der hedder Lilleskolen, det er lidt det samme som CSV, det kunne jo sagtens være en mulighed. Men jeg kunne måske godt tænke mig noget andet også, men ved ikke lige hvad. Jo, jeg vil jo gerne bare kunne starte på en uddannelse, men sådan er virkeligheden jo desværre ikke lige nu. Jeg har en lidt hemmelig drøm, om at kunne komme ind på skuespillerskolen, men lige meget hvad, er det jo ikke nu.
Men nu er det jo nu det handler om. Så kunne jeg godt tænke mig noget med kunst, skuespil, dyr, noget højskole agtigt, og jeg vil også gerne lære noget, og føle mig klog.
Alt kan ske, så det håber jeg at det gør. :D

Alt det bedste,
Mathilde

Der bor en regnbue i mit bad

Jeg overlevede min første nat på værelset, og de andre nætter, jeg er her jo endnu. Men jeg troede nu heller ikke at jeg ville dø af det. Jeg kom endda i bad på min anden dag, og det var fantastisk. Der er ikke ret meget, der kan slå følelsen af, at finde ud af, at verden faktisk ikke er slem og klam og ulækker.
Solen skinnede på mig igennem vinduet, og jeg havde bare lyst til at grine og synge, og der er et citat som passer perfekt til min oplevelse. "When you realize, just how perfect everything is, you will tilt your head back, and laugh at the sky".
Pludselig opdagede jeg det mest fantastiske, der bor en regnbue i mit bad. En rigtig, ægte regnbue. Siden har det dog ikke været så let, så må hellere finde lidt styrke frem og gå i bad i dag.

Køkkenet har jeg kun besøgt kortvarigt. Jeg har lige hentet det mest nødvendige, en kniv, en gaffel, og så har jeg ledt efter min ostehøvl, som dog stadig er savnet. Jeg føler mig ikke helt tryg ved at skulle møde de andre, som bor på gangen. Selvom de virker søde. Jeg er nok bange for, at der er en forventning, om at jeg skal sige noget mere end bare "Hej". Og smalltalk er ikke lige min spidskompetance.
Denne situation var omdrejningpunktet, da jeg var nede og snakke med min læge i går. Hun blev ved med at presse mig, "Hvorfor er det svært?", "Hvad ville du sige til dem?", "Hvad sker der inden i dig?", "Føler du ikke noget?" Jeg blev ved med at sige, at jeg ville ikke vide hvad jeg skulle sige til dem, derfor synes jeg det var svært. Jeg blev så irriteret på hende, og havde lyst til at råbe: "Hvad vil du ha' fra mig?!" Hun opfattede i hvert fald, at jeg prøvede at skjule min irritation. Og hendes mening, var åbenbart også at få mig til at sige, at jeg ikke kan mærke, hvad jeg føler.
Hendes udlægning af det, er lidt anderledes end min, men anyways. Hun mener, at det er fordi, vi pæne piger, bliver opdraget til ikke kunne sige nej, og sige fra, og ikke måtte bande og blive vrede.
Dem er jer, der kender mig, og måske særligt min mor, sidder sikkert med et smil på læben nu. Fordi sådan er jeg altså ikke opdraget. Vi bøvser og prutter, siger sgu og fanden, råber og kaster med tingene, når noget driller, græder af raseri, hvis folk ikke fatter, at vi har ret og at de gør verden til et værre sted at leve, og rækker fuck, hvis der er idioter i trafikken.
Til gengæld er jeg opdraget til at, hvis lægen driver mig til vanvid, så flipper jeg ikke ud, men forsøger at bevare kontrollen. Det gætter jeg på, gælder for de fleste.
Hun har selvfølgelig ret i sidste ende, jeg kan ikke mærke mit inderste. Det begyndte for alvor, da jeg begyndte på Sertralin før jul. Særligt efter jeg kom op på 200 mg om dagen. Jeg har det ikke lige så dårligt som før, men den plads det dårlige fyldte, er ikke fyldt ud med glæde, men med tomhed. Og tomhed er noget af det værste, som findes. Jeg kan sidde og græde, og mærke at der sker noget i mig, og måske også regne ud, hvad der er galt, med logik. Men jeg kan ikke mærke det med mine følelser, og det er skræmmende.
Det der med at holde vreden inde, er da måske også nok noget jeg kender. Og det har gjort mig bange. I stedet for at flippe helt ud i vredesudbrud, har jeg til tider holdt det inde, så jeg blev helt fyldt op, og nærmest kunne eksplodere. Og i de situationer har jeg været bange for at skulle gøre skade på mig selv. Det har jeg aldrig gjort, heldigvis. I hvert fald ikke fysisk. Psykisk kunne jeg nok have behandlet mig selv bedre, hvis jeg altså havde vidst bedre.

Nu skal min mor huske, at alt i verden er ikke hendes skyld, og jeg bebrejder hende ingenting.

I morgen kommer min mor og Henning. Så skal vi hygge os, og hænge billeder op, og øve mig i at være tryg i køkkenet. Jeg glæder mig :D

Alt det bedste,
Mathilde

Mit første angst-blog-indlæg :D

Der er gået flere måneder, fra jeg oprettede bloggen til i dag, hvor jeg udgiver et indlæg. Jeg har startet mange gange, men der er hundrede millioner ting, jeg vil skrive, og så bliver det til ingenting. Men nu skulle det være.

Jeg vil hvert fald gerne skrive lidt om min angst, bare for min egen skyld. Jeg har nemlig fundet ud af, det hele bliver lidt lettere, lige så snart det er ude i offentligheden. Og hvis det så også kan hjælpe bare en enkelt anden, vil det være helt perfekt.

Jeg har det man kalder socialangst, socialfobi eller generaliseret socialfobi, muligvis krydret med noget andet spændende. Det er lige som at være bange for edderkopper, altså at have arachnofobi ( Den slags angst har jeg forresten også), så prøver man at undgå edderkopper, men ved socialangst, undgår man altså mennesker. Det giver måske sig selv, at det er rimelig svært. Min arachnofobi er ikke noget kæmpe problem, jeg bliver ikke udsat for særlig mange edderkopper, så jeg bliver måske bange for en edderkop en gang om ugen. Men mennesker, de er næsten ikke til at undgå, de er alle vejne.
Derfor er det helt almindelige ting som bliver svære for mig, som at handle, tage bussen, se venner, snakke i telefon, være til fester og fødselsdage.

Det, som er et kæmpe problem, for os, der har angst er, at det er et tabu at snakke om. Og det her er en sygdom, som er hundrede gange nemmere at leve med, hvis man er åben omkring den, og hvis der er nogen som tør lytte, og spørge og anderkende det som en sygdom. Så det er min mission at kæmpe mod angsten, og at kæmpe mod tavshed, tvivl og tabu omkring angst.

Nu vil jeg stoppe, og tage hen i mit nye hjem. Det har kun taget cirka 24 timer, at overkomme angsten. Alle mine ting er sat på plads, de venter bare på at jeg skal bo der. Jeg tænker bare kun på, at jeg deler køkken, bad og toilet med tre andre. Eller jeg tænker på, hvor lang tid jeg kan holde mig, uden at gå på toilettet, hvor lang tid der går, inden jeg behøver at gå i bad, og hvad for noget mad jeg kan lave, uden at skulle gå ud i køkkenet.

Alt det bedste,
Mathilde