Der bor en regnbue i mit bad

Jeg overlevede min første nat på værelset, og de andre nætter, jeg er her jo endnu. Men jeg troede nu heller ikke at jeg ville dø af det. Jeg kom endda i bad på min anden dag, og det var fantastisk. Der er ikke ret meget, der kan slå følelsen af, at finde ud af, at verden faktisk ikke er slem og klam og ulækker.
Solen skinnede på mig igennem vinduet, og jeg havde bare lyst til at grine og synge, og der er et citat som passer perfekt til min oplevelse. "When you realize, just how perfect everything is, you will tilt your head back, and laugh at the sky".
Pludselig opdagede jeg det mest fantastiske, der bor en regnbue i mit bad. En rigtig, ægte regnbue. Siden har det dog ikke været så let, så må hellere finde lidt styrke frem og gå i bad i dag.

Køkkenet har jeg kun besøgt kortvarigt. Jeg har lige hentet det mest nødvendige, en kniv, en gaffel, og så har jeg ledt efter min ostehøvl, som dog stadig er savnet. Jeg føler mig ikke helt tryg ved at skulle møde de andre, som bor på gangen. Selvom de virker søde. Jeg er nok bange for, at der er en forventning, om at jeg skal sige noget mere end bare "Hej". Og smalltalk er ikke lige min spidskompetance.
Denne situation var omdrejningpunktet, da jeg var nede og snakke med min læge i går. Hun blev ved med at presse mig, "Hvorfor er det svært?", "Hvad ville du sige til dem?", "Hvad sker der inden i dig?", "Føler du ikke noget?" Jeg blev ved med at sige, at jeg ville ikke vide hvad jeg skulle sige til dem, derfor synes jeg det var svært. Jeg blev så irriteret på hende, og havde lyst til at råbe: "Hvad vil du ha' fra mig?!" Hun opfattede i hvert fald, at jeg prøvede at skjule min irritation. Og hendes mening, var åbenbart også at få mig til at sige, at jeg ikke kan mærke, hvad jeg føler.
Hendes udlægning af det, er lidt anderledes end min, men anyways. Hun mener, at det er fordi, vi pæne piger, bliver opdraget til ikke kunne sige nej, og sige fra, og ikke måtte bande og blive vrede.
Dem er jer, der kender mig, og måske særligt min mor, sidder sikkert med et smil på læben nu. Fordi sådan er jeg altså ikke opdraget. Vi bøvser og prutter, siger sgu og fanden, råber og kaster med tingene, når noget driller, græder af raseri, hvis folk ikke fatter, at vi har ret og at de gør verden til et værre sted at leve, og rækker fuck, hvis der er idioter i trafikken.
Til gengæld er jeg opdraget til at, hvis lægen driver mig til vanvid, så flipper jeg ikke ud, men forsøger at bevare kontrollen. Det gætter jeg på, gælder for de fleste.
Hun har selvfølgelig ret i sidste ende, jeg kan ikke mærke mit inderste. Det begyndte for alvor, da jeg begyndte på Sertralin før jul. Særligt efter jeg kom op på 200 mg om dagen. Jeg har det ikke lige så dårligt som før, men den plads det dårlige fyldte, er ikke fyldt ud med glæde, men med tomhed. Og tomhed er noget af det værste, som findes. Jeg kan sidde og græde, og mærke at der sker noget i mig, og måske også regne ud, hvad der er galt, med logik. Men jeg kan ikke mærke det med mine følelser, og det er skræmmende.
Det der med at holde vreden inde, er da måske også nok noget jeg kender. Og det har gjort mig bange. I stedet for at flippe helt ud i vredesudbrud, har jeg til tider holdt det inde, så jeg blev helt fyldt op, og nærmest kunne eksplodere. Og i de situationer har jeg været bange for at skulle gøre skade på mig selv. Det har jeg aldrig gjort, heldigvis. I hvert fald ikke fysisk. Psykisk kunne jeg nok have behandlet mig selv bedre, hvis jeg altså havde vidst bedre.

Nu skal min mor huske, at alt i verden er ikke hendes skyld, og jeg bebrejder hende ingenting.

I morgen kommer min mor og Henning. Så skal vi hygge os, og hænge billeder op, og øve mig i at være tryg i køkkenet. Jeg glæder mig :D

Alt det bedste,
Mathilde