Det er et år og tre uger siden jeg skrev mit sidste indlæg. Siden har jeg skrevet et par kladder som ikke er blevet til noget, og jeg har skrevet hundrede indlæg i mit hoved, som aldrig er blevet skrevet ned. Og hvad er der så sket siden sidst..
Jeg startede 2013 med at være i fjernsynet. Jeg var med i tre programmer der handlede om angst på TV2 Fyn. De var faktisk en stor succes, og jeg fik virkelig mange kommentarer og en masse ros. Der kom beskeder fra fremmede som fandt mig facebook, gamle venner og bekendte som var blevet rørt over at se mig fortælle om min angst. Det var enormt fedt og jeg var stolt af mig selv, men samtidig var det også ret hårdt. Der var pludselig mange beskeder jeg skulle svare på, og jeg kunne faktisk ikke overskue det. Men heldigvis gik det hele, og jeg tænker stadig på hvor dejligt det var at få så meget opmærksomhed :D
I marts tog jeg til USA i tre uger. Jeg blev inviteret af Svend, som jeg havde været kærester med et par måneder. (Vi blev hurtigt bare venner, men det er nu også dejligt.) Det var nok den største oplevelse i mit liv, og jeg tænker tit på hvor taknemlig jeg er over at han gav mig den mulighed. Nogle undrede sig over at jeg kunne tage til USA, pga min angst, men det er nu engang sådan at angst er ulogisk og giver ofte ikke nogen mening, slet ikke for folk der kigger ude fra.
I sommers stoppede jeg hos min psykiater efter cirka et år. Jeg følte ikke at jeg fik nok ud af det, og selvom jeg ikke blev mødt af megen forståelse hos psykiateren eller gruppen jeg gik i hos hende, så valgte jeg stole på min egen mavefornemmelse. Og heldigvis. Samme måned startede jeg hos en psykolog der arbejdede kognitivt. Med det samme kunne jeg mærke at den form for terapi var meget mere rigtig for mig. Jeg gik hos psykologen i lidt over 5 måneder, og i den tid udviklede jeg mig langt langt mere end i det år jeg gik i gruppen hos psykiateren. Pointen her er jo at man ved altså stort set altid hvad der er rigtigt for en selv. Hvis man giver sig tid og lov til at mærke efter i maven, så ved man det godt. (Som et lille ekstra tip kan jeg fortælle, at min mor siger at igennem forløbet med min angst, har hun lært at en mor ved hvad der er rigtigt for hendes barn, også selvom læger og alle mulige siger noget andet.)
For to uger siden stoppede jeg hos min psykolog, eller min psykolog stoppede med at arbejde som psykolog, så ja, så gav det jo sig selv at jeg måtte afslutte mit forløb. Det er også sådan at man kan få to henvisninger til psykolog når man har angst. Det vil sige at man kan få 24 gange, hvor man får tilskud fra sygesikringen og selv betaler ca. 320 kr, derefter skal man selv betale det fulde beløb som er omkring 800 kr tror jeg. Jeg har to gange tilbage ud af de 24, så jeg satser på at jeg bare har det super godt fra nu af ;)
I august måned startede jeg på VUC hvor jeg tager samfundsfag på c niveau. Det er tre timer hver fredag, og nu hvor jeg er kommet igennem første halvår cykler jeg selv derind hver gang. Det første halvår blev jeg fulgt, fordi jeg fik så meget angst inden jeg skulle derind. I timerne er det nu gået ret godt, og jeg føler mig ikke særlig hæmmet i forhold til at række hånden op og den slags.
I december stoppede jeg på CSV hvor jeg havde gået i halvandet år. Det er den her skole, som har speciel undervisning for psykisk sårbare voksne og unge. Det var ærlig talt lidt trist. Jeg følte at jeg mistede min base, og at det blev taget fra mig (Selvom jeg helt selv valgte at stoppe, fordi jeg havde det for godt til den undervisning de havde). Særligt en af lærerne har vundet mit hjerte. Hun mødte mig hvor jeg var, og uden at gøre noget særligt tydeligt så hjalp hun mig med at finde selvtillid og ikke mindst mit selvværd. Hun var aldrig i tvivl om at jeg nok skulle nå mine mål, og jeg kunne virkelig se i hendes øjne at hun var ikke i tvivl, hun troede så meget på mig. Det er jo fantastisk at der kan komme et menneske udefra, som kan se alle de ting i mig, som jeg godt ved er der, men som jeg ikke rigtigt tør tro på, og så gør hun alt hvad hun kan for at hive det frem til overfladen. Jeg har selv en fantastisk mor, som er alt hvad jeg kunne ønske mig, men Kirsten hun blev altså lidt som en ekstra mor for mig når jeg var på CSV.
Apropos Kirsten, så løb jeg, sammen med hende og Kathrine fra CSV, 5 km til Nytårsløbet d. 31. december. Det var en ret fed måde at slutte 2013 af på. Vi havde løbetrænet siden september, og jeg havde trænet mig op til 3 km. Så de sidste kilometer var ren willpower :D
Det var så 2013 i en absolut forkortet version.
Jeg satser på at vende tilbage inden 2014 er slut ;)
Alt det bedste,
Mathilde
Jeg startede 2013 med at være i fjernsynet. Jeg var med i tre programmer der handlede om angst på TV2 Fyn. De var faktisk en stor succes, og jeg fik virkelig mange kommentarer og en masse ros. Der kom beskeder fra fremmede som fandt mig facebook, gamle venner og bekendte som var blevet rørt over at se mig fortælle om min angst. Det var enormt fedt og jeg var stolt af mig selv, men samtidig var det også ret hårdt. Der var pludselig mange beskeder jeg skulle svare på, og jeg kunne faktisk ikke overskue det. Men heldigvis gik det hele, og jeg tænker stadig på hvor dejligt det var at få så meget opmærksomhed :D
I marts tog jeg til USA i tre uger. Jeg blev inviteret af Svend, som jeg havde været kærester med et par måneder. (Vi blev hurtigt bare venner, men det er nu også dejligt.) Det var nok den største oplevelse i mit liv, og jeg tænker tit på hvor taknemlig jeg er over at han gav mig den mulighed. Nogle undrede sig over at jeg kunne tage til USA, pga min angst, men det er nu engang sådan at angst er ulogisk og giver ofte ikke nogen mening, slet ikke for folk der kigger ude fra.
I sommers stoppede jeg hos min psykiater efter cirka et år. Jeg følte ikke at jeg fik nok ud af det, og selvom jeg ikke blev mødt af megen forståelse hos psykiateren eller gruppen jeg gik i hos hende, så valgte jeg stole på min egen mavefornemmelse. Og heldigvis. Samme måned startede jeg hos en psykolog der arbejdede kognitivt. Med det samme kunne jeg mærke at den form for terapi var meget mere rigtig for mig. Jeg gik hos psykologen i lidt over 5 måneder, og i den tid udviklede jeg mig langt langt mere end i det år jeg gik i gruppen hos psykiateren. Pointen her er jo at man ved altså stort set altid hvad der er rigtigt for en selv. Hvis man giver sig tid og lov til at mærke efter i maven, så ved man det godt. (Som et lille ekstra tip kan jeg fortælle, at min mor siger at igennem forløbet med min angst, har hun lært at en mor ved hvad der er rigtigt for hendes barn, også selvom læger og alle mulige siger noget andet.)
For to uger siden stoppede jeg hos min psykolog, eller min psykolog stoppede med at arbejde som psykolog, så ja, så gav det jo sig selv at jeg måtte afslutte mit forløb. Det er også sådan at man kan få to henvisninger til psykolog når man har angst. Det vil sige at man kan få 24 gange, hvor man får tilskud fra sygesikringen og selv betaler ca. 320 kr, derefter skal man selv betale det fulde beløb som er omkring 800 kr tror jeg. Jeg har to gange tilbage ud af de 24, så jeg satser på at jeg bare har det super godt fra nu af ;)
I august måned startede jeg på VUC hvor jeg tager samfundsfag på c niveau. Det er tre timer hver fredag, og nu hvor jeg er kommet igennem første halvår cykler jeg selv derind hver gang. Det første halvår blev jeg fulgt, fordi jeg fik så meget angst inden jeg skulle derind. I timerne er det nu gået ret godt, og jeg føler mig ikke særlig hæmmet i forhold til at række hånden op og den slags.
I december stoppede jeg på CSV hvor jeg havde gået i halvandet år. Det er den her skole, som har speciel undervisning for psykisk sårbare voksne og unge. Det var ærlig talt lidt trist. Jeg følte at jeg mistede min base, og at det blev taget fra mig (Selvom jeg helt selv valgte at stoppe, fordi jeg havde det for godt til den undervisning de havde). Særligt en af lærerne har vundet mit hjerte. Hun mødte mig hvor jeg var, og uden at gøre noget særligt tydeligt så hjalp hun mig med at finde selvtillid og ikke mindst mit selvværd. Hun var aldrig i tvivl om at jeg nok skulle nå mine mål, og jeg kunne virkelig se i hendes øjne at hun var ikke i tvivl, hun troede så meget på mig. Det er jo fantastisk at der kan komme et menneske udefra, som kan se alle de ting i mig, som jeg godt ved er der, men som jeg ikke rigtigt tør tro på, og så gør hun alt hvad hun kan for at hive det frem til overfladen. Jeg har selv en fantastisk mor, som er alt hvad jeg kunne ønske mig, men Kirsten hun blev altså lidt som en ekstra mor for mig når jeg var på CSV.
Apropos Kirsten, så løb jeg, sammen med hende og Kathrine fra CSV, 5 km til Nytårsløbet d. 31. december. Det var en ret fed måde at slutte 2013 af på. Vi havde løbetrænet siden september, og jeg havde trænet mig op til 3 km. Så de sidste kilometer var ren willpower :D
Det var så 2013 i en absolut forkortet version.
Jeg satser på at vende tilbage inden 2014 er slut ;)
Alt det bedste,
Mathilde
