Det er længe siden at jeg skrev sidst. Jeg har alt for meget i mit hoved til at overskue at sætte mig og skrive. Nu må jeg lige skrive lidt, det er jo bedre end ingenting. :D
Jeg har haft det ret skidt det sidste stykke tid, og jeg har en lille teori om hvorfor. Jeg har efterhånden boet det nye sted i en måneds tid, og tingene begynder at hobe sig op. Opvask, vasketøj, mere opvask.
Jeg prøver jo at være hudløs ærlig her i min blog, det er det vigtigste. Men det her skulle jeg lige overveje, om jeg ville skrive, for min egen skyld, for jeg synes ærlig talt, at det er flovt.
I de 27 dage, hvor jeg har boet på Palnatokesvej, har jeg ikke vasket op, vasket tøj, eller gjort rent på nogen vis. Særligt det med opvasken er problematisk, for så mange ting har jeg ikke. Så må man blive kreativ, når man mangler en kniv eller ostehøvl, det er heller ikke sjovt uden glas. Nu ved de fleste jo nok, at det her ikke handler om dovenskab, men jeg føler alligevel at jeg må påpege det! For det værste jeg kan forestille mig er, hvis nogen skulle synes at jeg er klam, eller doven for den sags skyld.
Jeg har ikke bedt nogen om hjælp, det kræver jo at jeg skal indrømme, at jeg ikke kan det selv. Som en 20 årig, med pæren i orden, synes jeg det er et nederlag, at være havnet her.
Øv øv øv øv...
Men i morgen skal jeg til samtale med min sagsbehandler. Så kommer der nok lidt gang i tingene, og meget mere behøver jeg egentligt ikke :)
Alt det bedste,
Mathilde
onsdag den 30. maj 2012
tirsdag den 22. maj 2012
Jeg gør en forskel
Jeg har haft nogle utrolige dage! De har som sådan ikke været vildt gode, på den måde at jeg ikke har haft det helt godt, men jeg har overvundet min angst flere gange. Så på anti-angstfronten har det jo været fantastiske dage. Det har nu også været spændende; Jeg er blevet interviewet af en journaliststuderende, der skal skrive en artikel om socialangst. Det skete så i går, 2 timer og 40 min, kun om mig :D Det har jeg da drømt om skulle ske, måske bare i en lidt anden sammenhæng. I mine drømme var det mere sådan: "Hvordan er det så at være gift med Prins Harry, og være Englands nye prinsesse?", "How does it feel to win an Oscar?", "Hvordan kommer man til at se så godt ud som dig?" Men det her var også ret godt, og min journalist Mai Gudmundsen var simpelthen så sød, og dygtig til at stille gode spørgsmål.
Jeg var godt nok nervøs før hun skulle komme, og jeg nåede også at aflyse en gang. Men dagen efter var jeg så klar til at klare opgaven. Så med sommerfugle i maven, og sved på panden, åbnede jeg mig for hende.
Jeg glæder mig simpelthen, som et lille barn, til at få lov til at læse artiklen, når den er færdig. Den kommer selvfølgelig også her ind på bloggen.
Det allernyeste der er sket, er lige sket for et par timer siden. Psykiatrifonden skal lave en film, og de mangler en med socialangst. Så var der en fra Psyk Info Odense, der anbefalede mig, fordi hun tænkte jeg ville være god på film. Og nu er der en journalist, der har skrevet for at få min mailadresse, og linket til min blog. Det virker jo helt surrealistisk. Jeg sagde selvfølgelig ja med det samme. Det er jo en chance jeg ikke kan gå glip af. Det er en kæmpe mulighed for at gøre en forskel, og vise verden at psykisk sygdom ikke skal være et tabu. Og det er jo lige præcis, hvad jeg kæmper for, og drømmer om.
Dog har jeg lidt svært ved at forestille mig, hvordan det hele skal foregå, så jeg kan gennemføre det. Men de tanker skubber jeg til side lige nu! Nu krydser jeg bare fingre, og håber at de vil bruge mig.
Hold da op, hvor er det varmt! Særligt for en puttetrold, som mig, der bare har det bedst under dynen!
Alt det bedste,
Mathilde
Jeg var godt nok nervøs før hun skulle komme, og jeg nåede også at aflyse en gang. Men dagen efter var jeg så klar til at klare opgaven. Så med sommerfugle i maven, og sved på panden, åbnede jeg mig for hende.
Jeg glæder mig simpelthen, som et lille barn, til at få lov til at læse artiklen, når den er færdig. Den kommer selvfølgelig også her ind på bloggen.
Det allernyeste der er sket, er lige sket for et par timer siden. Psykiatrifonden skal lave en film, og de mangler en med socialangst. Så var der en fra Psyk Info Odense, der anbefalede mig, fordi hun tænkte jeg ville være god på film. Og nu er der en journalist, der har skrevet for at få min mailadresse, og linket til min blog. Det virker jo helt surrealistisk. Jeg sagde selvfølgelig ja med det samme. Det er jo en chance jeg ikke kan gå glip af. Det er en kæmpe mulighed for at gøre en forskel, og vise verden at psykisk sygdom ikke skal være et tabu. Og det er jo lige præcis, hvad jeg kæmper for, og drømmer om.
Dog har jeg lidt svært ved at forestille mig, hvordan det hele skal foregå, så jeg kan gennemføre det. Men de tanker skubber jeg til side lige nu! Nu krydser jeg bare fingre, og håber at de vil bruge mig.
Hold da op, hvor er det varmt! Særligt for en puttetrold, som mig, der bare har det bedst under dynen!
Alt det bedste,
Mathilde
onsdag den 16. maj 2012
TV, kager og skuespillerdrømme
Jeg vil gerne starte med at skrive om i lørdags, hvor jeg var sammen med min mor og Henning. Der var et arrangement inde ved Amfiscenen, Psykiatrien rykker ud, som vi skulle kigge lidt nærmere på. Der var nogle forskellige stande, med forskellige områder inde for psykiatrien. Jeg fik flere gode råd til, hvor jeg kan søge om hjælp, og både mig og min mor fik fornyet håb. Det var nok særligt godt for min mor, udover mit liv, har hun også sit, og min søsters liv at tænke, og bekymre sig om. Jeg har jo mest kun mig selv.
Nogle af jer har jo allerede set min TV-debut, til jer andre http://www.tv2fyn.dk/article/353231?autoplay=1&video_id=51092 .
Den stol jeg snakker om i klippet, var helt fantastisk, og jeg har været så heldig at have prøvet den før. Den er lige som en kæmpe sækkestol, men med store kugler, og med fire flapper, der er lige som fire arme, der krammer dig. Den er egentligt ret fantastisk for alle, fordi den er så afslappende at sidde i, og støtter alle de rigtige steder. Men for mig, og andre i lignende psykisk tilstand, er det ubeskriveligt. Det er som at blive krammet, og passet på, og for mig lidt samme følelse, som at putte og gemme sig under dynen. Jeg ville virkelig ønske at jeg havde de 9.000 kr, som stolen koster. Så kunne jeg føle trygheden, og få lov til at blive puttet, uden at skulle gå i seng, og ligge under dynen hele dagen. Men der går nok mange år, inden jeg har råd til at købe den, og så håber jeg da egentligt at jeg ikke har brug for den mere!
I forbindelse med arrangementet, kom bandet HeartBeat og spillede på Amfiscenen. Deres koncert startede virkelig dårligt ud for mig. De startede med at tromme på store skraldespande, og jeg har hørt fra andre at det lød rigtig godt. Jeg begyndte bare at få et angstanfald. Det får jeg ret ofte, når der kommer høje lyde, trommer, fly, lastbiler, rullekufferter. Men det var næsten ikke til at tage det angstanfald seriøst.
Når jeg jo var til et arrangement, der handler om at gøre livet nemmere for mennesker med psykiske problemer, men det rent faktisk gjorde, det stik modsatte ved mig. Man kunne måske kalde det tragikomisk.
Det gik heldigvis over, da HeartBeat begyndte at spille noget andet musik. De er simpelthen så energiske og deres koncert gav enormt meget energi. Det var skønt.
http://www.facebook.com/heartbeatgroup
Så blev det tirdag, og Kagens dag! Jeg havde glædet mig til den dag meget længe. Tænk sig at kunne spise alt det kage man kan, for kun 50 kr. Jeg havde nok lidt for høje forventninger, det mener Sebastian tit jeg har, og jeg blev ærligt talt lidt skuffet. Der var alt for mange mennesker, der kæmpede om kager og stod over det hele, så det næsten ikke var til at komme frem eller tilbage. Det er jo dumt, når man skal spise så mange kager som muligt, men jeg fik da 7, og 2 med hjem. Det var altså små kager!
Jeg undgik dog ikke at få lidt angst, jeg svedte rigtigt meget og var ved at dø af tørst. Men det gik jo det hele, og efter 35 minutter var vi ude igen. Så cyklede vi hjem. Juhu, endelig fik jeg min cykel i gang. Det var pisse hårdt.
Og så blev det jo i dag, onsdag. Egentlig havde jeg flere planer i dag. Det viste sig bare, at ingen af delene blev til noget. Lige fra jeg vågnede i morges, havde jeg en underlig følelse i kroppen. Jeg var bare lidt ved siden af mig selv. Sådan en dag, hvor man gerne vil blive i sengen. Og det gjorde jeg så. Men det hjalp ikke, det gør det meget sjældent. Så blev klokken halv tre, jeg handlede lidt i Fakta, en dame blev taget i at stjæle, jeg kørte min cykel hjem til mig selv, fra Sebastian, så det er meget godt. Da jeg kom hjem, havde jeg det stadig på samme måde. En uro, og en mærkelig fornemmelse i maven, en følelse, der bare føles forkert. Jeg skulle til samtalegruppe kl. 16 i Ungdomshuset, og jeg kan faktisk godt lide at komme der, men kunne bare ikke komme afsted. Så jeg måtte melde afbud, og fortsætte med at.. Ja, have det trist inden i. Kl. 19 skulle jeg have været til Lyttekultur-gruppe hos Amalie, men det måtte jeg også aflyse, det var ret ærgerligt. Og jeg bestemte mig for, ikke at starte i den gruppe, før jeg er lidt mere stabil. I morgen skulle jeg havde spist brunch med Amalie, her hos mig. Det aflyste jeg også, jeg kan slet ikke have noget i mit hoved lige nu. Jeg vil ellers rigtig gerne se Amalie, vi hygger os utrolig meget. Jeg vil også meget nødigt have at hun skal tænke at jeg er upålidelig, og at jeg altid aflyser. Jeg håber at jeg kan forklare mig godt nok, så jeg ikke ødelægger noget.
Heldigvis fik jeg snakket i telefon med min mor, og jeg kom lidt frem til, hvad der kan være galt. Det hjalp lidt. Jeg tror at det gør rigtig meget, at jeg går her hjemme. Jeg vil rigtig gerne ud og lave noget, og jeg ved at det bare gør min angst værre, ikke at skulle noget hver dag. Jeg er skrevet op til noget der hedder CSV, som er et kursustilbud for sindslidende. Det er nogle fag, man kan tage, uden eksamener, for at lære at gå i skole igen, og lære at kunne være sammen med andre. Men jeg har fået brev om at jeg ikke kan begynde, men at de gemmer min ansøgning. Så jeg skal nok ikke regne med at kunne starte til sommer, derfor vil jeg gerne finde noget andet. Jeg vil så gerne i gang! Men hvad skal det være? Der er noget der hedder Lilleskolen, det er lidt det samme som CSV, det kunne jo sagtens være en mulighed. Men jeg kunne måske godt tænke mig noget andet også, men ved ikke lige hvad. Jo, jeg vil jo gerne bare kunne starte på en uddannelse, men sådan er virkeligheden jo desværre ikke lige nu. Jeg har en lidt hemmelig drøm, om at kunne komme ind på skuespillerskolen, men lige meget hvad, er det jo ikke nu.
Men nu er det jo nu det handler om. Så kunne jeg godt tænke mig noget med kunst, skuespil, dyr, noget højskole agtigt, og jeg vil også gerne lære noget, og føle mig klog.
Alt kan ske, så det håber jeg at det gør. :D
Alt det bedste,
Mathilde
Nogle af jer har jo allerede set min TV-debut, til jer andre http://www.tv2fyn.dk/article/353231?autoplay=1&video_id=51092 .
Den stol jeg snakker om i klippet, var helt fantastisk, og jeg har været så heldig at have prøvet den før. Den er lige som en kæmpe sækkestol, men med store kugler, og med fire flapper, der er lige som fire arme, der krammer dig. Den er egentligt ret fantastisk for alle, fordi den er så afslappende at sidde i, og støtter alle de rigtige steder. Men for mig, og andre i lignende psykisk tilstand, er det ubeskriveligt. Det er som at blive krammet, og passet på, og for mig lidt samme følelse, som at putte og gemme sig under dynen. Jeg ville virkelig ønske at jeg havde de 9.000 kr, som stolen koster. Så kunne jeg føle trygheden, og få lov til at blive puttet, uden at skulle gå i seng, og ligge under dynen hele dagen. Men der går nok mange år, inden jeg har råd til at købe den, og så håber jeg da egentligt at jeg ikke har brug for den mere!
I forbindelse med arrangementet, kom bandet HeartBeat og spillede på Amfiscenen. Deres koncert startede virkelig dårligt ud for mig. De startede med at tromme på store skraldespande, og jeg har hørt fra andre at det lød rigtig godt. Jeg begyndte bare at få et angstanfald. Det får jeg ret ofte, når der kommer høje lyde, trommer, fly, lastbiler, rullekufferter. Men det var næsten ikke til at tage det angstanfald seriøst.
Når jeg jo var til et arrangement, der handler om at gøre livet nemmere for mennesker med psykiske problemer, men det rent faktisk gjorde, det stik modsatte ved mig. Man kunne måske kalde det tragikomisk.
Det gik heldigvis over, da HeartBeat begyndte at spille noget andet musik. De er simpelthen så energiske og deres koncert gav enormt meget energi. Det var skønt.
http://www.facebook.com/heartbeatgroup
Så blev det tirdag, og Kagens dag! Jeg havde glædet mig til den dag meget længe. Tænk sig at kunne spise alt det kage man kan, for kun 50 kr. Jeg havde nok lidt for høje forventninger, det mener Sebastian tit jeg har, og jeg blev ærligt talt lidt skuffet. Der var alt for mange mennesker, der kæmpede om kager og stod over det hele, så det næsten ikke var til at komme frem eller tilbage. Det er jo dumt, når man skal spise så mange kager som muligt, men jeg fik da 7, og 2 med hjem. Det var altså små kager!
Jeg undgik dog ikke at få lidt angst, jeg svedte rigtigt meget og var ved at dø af tørst. Men det gik jo det hele, og efter 35 minutter var vi ude igen. Så cyklede vi hjem. Juhu, endelig fik jeg min cykel i gang. Det var pisse hårdt.
Og så blev det jo i dag, onsdag. Egentlig havde jeg flere planer i dag. Det viste sig bare, at ingen af delene blev til noget. Lige fra jeg vågnede i morges, havde jeg en underlig følelse i kroppen. Jeg var bare lidt ved siden af mig selv. Sådan en dag, hvor man gerne vil blive i sengen. Og det gjorde jeg så. Men det hjalp ikke, det gør det meget sjældent. Så blev klokken halv tre, jeg handlede lidt i Fakta, en dame blev taget i at stjæle, jeg kørte min cykel hjem til mig selv, fra Sebastian, så det er meget godt. Da jeg kom hjem, havde jeg det stadig på samme måde. En uro, og en mærkelig fornemmelse i maven, en følelse, der bare føles forkert. Jeg skulle til samtalegruppe kl. 16 i Ungdomshuset, og jeg kan faktisk godt lide at komme der, men kunne bare ikke komme afsted. Så jeg måtte melde afbud, og fortsætte med at.. Ja, have det trist inden i. Kl. 19 skulle jeg have været til Lyttekultur-gruppe hos Amalie, men det måtte jeg også aflyse, det var ret ærgerligt. Og jeg bestemte mig for, ikke at starte i den gruppe, før jeg er lidt mere stabil. I morgen skulle jeg havde spist brunch med Amalie, her hos mig. Det aflyste jeg også, jeg kan slet ikke have noget i mit hoved lige nu. Jeg vil ellers rigtig gerne se Amalie, vi hygger os utrolig meget. Jeg vil også meget nødigt have at hun skal tænke at jeg er upålidelig, og at jeg altid aflyser. Jeg håber at jeg kan forklare mig godt nok, så jeg ikke ødelægger noget.
Heldigvis fik jeg snakket i telefon med min mor, og jeg kom lidt frem til, hvad der kan være galt. Det hjalp lidt. Jeg tror at det gør rigtig meget, at jeg går her hjemme. Jeg vil rigtig gerne ud og lave noget, og jeg ved at det bare gør min angst værre, ikke at skulle noget hver dag. Jeg er skrevet op til noget der hedder CSV, som er et kursustilbud for sindslidende. Det er nogle fag, man kan tage, uden eksamener, for at lære at gå i skole igen, og lære at kunne være sammen med andre. Men jeg har fået brev om at jeg ikke kan begynde, men at de gemmer min ansøgning. Så jeg skal nok ikke regne med at kunne starte til sommer, derfor vil jeg gerne finde noget andet. Jeg vil så gerne i gang! Men hvad skal det være? Der er noget der hedder Lilleskolen, det er lidt det samme som CSV, det kunne jo sagtens være en mulighed. Men jeg kunne måske godt tænke mig noget andet også, men ved ikke lige hvad. Jo, jeg vil jo gerne bare kunne starte på en uddannelse, men sådan er virkeligheden jo desværre ikke lige nu. Jeg har en lidt hemmelig drøm, om at kunne komme ind på skuespillerskolen, men lige meget hvad, er det jo ikke nu.
Men nu er det jo nu det handler om. Så kunne jeg godt tænke mig noget med kunst, skuespil, dyr, noget højskole agtigt, og jeg vil også gerne lære noget, og føle mig klog.
Alt kan ske, så det håber jeg at det gør. :D
Alt det bedste,
Mathilde
fredag den 11. maj 2012
Der bor en regnbue i mit bad
Jeg overlevede min første nat på værelset, og de andre nætter, jeg er her jo endnu. Men jeg troede nu heller ikke at jeg ville dø af det. Jeg kom endda i bad på min anden dag, og det var fantastisk. Der er ikke ret meget, der kan slå følelsen af, at finde ud af, at verden faktisk ikke er slem og klam og ulækker.
Solen skinnede på mig igennem vinduet, og jeg havde bare lyst til at grine og synge, og der er et citat som passer perfekt til min oplevelse. "When you realize, just how perfect everything is, you will tilt your head back, and laugh at the sky".
Pludselig opdagede jeg det mest fantastiske, der bor en regnbue i mit bad. En rigtig, ægte regnbue. Siden har det dog ikke været så let, så må hellere finde lidt styrke frem og gå i bad i dag.
Køkkenet har jeg kun besøgt kortvarigt. Jeg har lige hentet det mest nødvendige, en kniv, en gaffel, og så har jeg ledt efter min ostehøvl, som dog stadig er savnet. Jeg føler mig ikke helt tryg ved at skulle møde de andre, som bor på gangen. Selvom de virker søde. Jeg er nok bange for, at der er en forventning, om at jeg skal sige noget mere end bare "Hej". Og smalltalk er ikke lige min spidskompetance.
Denne situation var omdrejningpunktet, da jeg var nede og snakke med min læge i går. Hun blev ved med at presse mig, "Hvorfor er det svært?", "Hvad ville du sige til dem?", "Hvad sker der inden i dig?", "Føler du ikke noget?" Jeg blev ved med at sige, at jeg ville ikke vide hvad jeg skulle sige til dem, derfor synes jeg det var svært. Jeg blev så irriteret på hende, og havde lyst til at råbe: "Hvad vil du ha' fra mig?!" Hun opfattede i hvert fald, at jeg prøvede at skjule min irritation. Og hendes mening, var åbenbart også at få mig til at sige, at jeg ikke kan mærke, hvad jeg føler.
Hendes udlægning af det, er lidt anderledes end min, men anyways. Hun mener, at det er fordi, vi pæne piger, bliver opdraget til ikke kunne sige nej, og sige fra, og ikke måtte bande og blive vrede.
Dem er jer, der kender mig, og måske særligt min mor, sidder sikkert med et smil på læben nu. Fordi sådan er jeg altså ikke opdraget. Vi bøvser og prutter, siger sgu og fanden, råber og kaster med tingene, når noget driller, græder af raseri, hvis folk ikke fatter, at vi har ret og at de gør verden til et værre sted at leve, og rækker fuck, hvis der er idioter i trafikken.
Til gengæld er jeg opdraget til at, hvis lægen driver mig til vanvid, så flipper jeg ikke ud, men forsøger at bevare kontrollen. Det gætter jeg på, gælder for de fleste.
Hun har selvfølgelig ret i sidste ende, jeg kan ikke mærke mit inderste. Det begyndte for alvor, da jeg begyndte på Sertralin før jul. Særligt efter jeg kom op på 200 mg om dagen. Jeg har det ikke lige så dårligt som før, men den plads det dårlige fyldte, er ikke fyldt ud med glæde, men med tomhed. Og tomhed er noget af det værste, som findes. Jeg kan sidde og græde, og mærke at der sker noget i mig, og måske også regne ud, hvad der er galt, med logik. Men jeg kan ikke mærke det med mine følelser, og det er skræmmende.
Det der med at holde vreden inde, er da måske også nok noget jeg kender. Og det har gjort mig bange. I stedet for at flippe helt ud i vredesudbrud, har jeg til tider holdt det inde, så jeg blev helt fyldt op, og nærmest kunne eksplodere. Og i de situationer har jeg været bange for at skulle gøre skade på mig selv. Det har jeg aldrig gjort, heldigvis. I hvert fald ikke fysisk. Psykisk kunne jeg nok have behandlet mig selv bedre, hvis jeg altså havde vidst bedre.
Nu skal min mor huske, at alt i verden er ikke hendes skyld, og jeg bebrejder hende ingenting.
I morgen kommer min mor og Henning. Så skal vi hygge os, og hænge billeder op, og øve mig i at være tryg i køkkenet. Jeg glæder mig :D
Alt det bedste,
Mathilde
Solen skinnede på mig igennem vinduet, og jeg havde bare lyst til at grine og synge, og der er et citat som passer perfekt til min oplevelse. "When you realize, just how perfect everything is, you will tilt your head back, and laugh at the sky".
Pludselig opdagede jeg det mest fantastiske, der bor en regnbue i mit bad. En rigtig, ægte regnbue. Siden har det dog ikke været så let, så må hellere finde lidt styrke frem og gå i bad i dag.
Køkkenet har jeg kun besøgt kortvarigt. Jeg har lige hentet det mest nødvendige, en kniv, en gaffel, og så har jeg ledt efter min ostehøvl, som dog stadig er savnet. Jeg føler mig ikke helt tryg ved at skulle møde de andre, som bor på gangen. Selvom de virker søde. Jeg er nok bange for, at der er en forventning, om at jeg skal sige noget mere end bare "Hej". Og smalltalk er ikke lige min spidskompetance.
Denne situation var omdrejningpunktet, da jeg var nede og snakke med min læge i går. Hun blev ved med at presse mig, "Hvorfor er det svært?", "Hvad ville du sige til dem?", "Hvad sker der inden i dig?", "Føler du ikke noget?" Jeg blev ved med at sige, at jeg ville ikke vide hvad jeg skulle sige til dem, derfor synes jeg det var svært. Jeg blev så irriteret på hende, og havde lyst til at råbe: "Hvad vil du ha' fra mig?!" Hun opfattede i hvert fald, at jeg prøvede at skjule min irritation. Og hendes mening, var åbenbart også at få mig til at sige, at jeg ikke kan mærke, hvad jeg føler.
Hendes udlægning af det, er lidt anderledes end min, men anyways. Hun mener, at det er fordi, vi pæne piger, bliver opdraget til ikke kunne sige nej, og sige fra, og ikke måtte bande og blive vrede.
Dem er jer, der kender mig, og måske særligt min mor, sidder sikkert med et smil på læben nu. Fordi sådan er jeg altså ikke opdraget. Vi bøvser og prutter, siger sgu og fanden, råber og kaster med tingene, når noget driller, græder af raseri, hvis folk ikke fatter, at vi har ret og at de gør verden til et værre sted at leve, og rækker fuck, hvis der er idioter i trafikken.
Til gengæld er jeg opdraget til at, hvis lægen driver mig til vanvid, så flipper jeg ikke ud, men forsøger at bevare kontrollen. Det gætter jeg på, gælder for de fleste.
Hun har selvfølgelig ret i sidste ende, jeg kan ikke mærke mit inderste. Det begyndte for alvor, da jeg begyndte på Sertralin før jul. Særligt efter jeg kom op på 200 mg om dagen. Jeg har det ikke lige så dårligt som før, men den plads det dårlige fyldte, er ikke fyldt ud med glæde, men med tomhed. Og tomhed er noget af det værste, som findes. Jeg kan sidde og græde, og mærke at der sker noget i mig, og måske også regne ud, hvad der er galt, med logik. Men jeg kan ikke mærke det med mine følelser, og det er skræmmende.
Det der med at holde vreden inde, er da måske også nok noget jeg kender. Og det har gjort mig bange. I stedet for at flippe helt ud i vredesudbrud, har jeg til tider holdt det inde, så jeg blev helt fyldt op, og nærmest kunne eksplodere. Og i de situationer har jeg været bange for at skulle gøre skade på mig selv. Det har jeg aldrig gjort, heldigvis. I hvert fald ikke fysisk. Psykisk kunne jeg nok have behandlet mig selv bedre, hvis jeg altså havde vidst bedre.
Nu skal min mor huske, at alt i verden er ikke hendes skyld, og jeg bebrejder hende ingenting.
I morgen kommer min mor og Henning. Så skal vi hygge os, og hænge billeder op, og øve mig i at være tryg i køkkenet. Jeg glæder mig :D
Alt det bedste,
Mathilde
mandag den 7. maj 2012
Mit første angst-blog-indlæg :D
Der er gået flere måneder, fra jeg oprettede bloggen til i dag, hvor jeg udgiver et indlæg. Jeg har startet mange gange, men der er hundrede millioner ting, jeg vil skrive, og så bliver det til ingenting. Men nu skulle det være.
Jeg vil hvert fald gerne skrive lidt om min angst, bare for min egen skyld. Jeg har nemlig fundet ud af, det hele bliver lidt lettere, lige så snart det er ude i offentligheden. Og hvis det så også kan hjælpe bare en enkelt anden, vil det være helt perfekt.
Jeg har det man kalder socialangst, socialfobi eller generaliseret socialfobi, muligvis krydret med noget andet spændende. Det er lige som at være bange for edderkopper, altså at have arachnofobi ( Den slags angst har jeg forresten også), så prøver man at undgå edderkopper, men ved socialangst, undgår man altså mennesker. Det giver måske sig selv, at det er rimelig svært. Min arachnofobi er ikke noget kæmpe problem, jeg bliver ikke udsat for særlig mange edderkopper, så jeg bliver måske bange for en edderkop en gang om ugen. Men mennesker, de er næsten ikke til at undgå, de er alle vejne.
Derfor er det helt almindelige ting som bliver svære for mig, som at handle, tage bussen, se venner, snakke i telefon, være til fester og fødselsdage.
Det, som er et kæmpe problem, for os, der har angst er, at det er et tabu at snakke om. Og det her er en sygdom, som er hundrede gange nemmere at leve med, hvis man er åben omkring den, og hvis der er nogen som tør lytte, og spørge og anderkende det som en sygdom. Så det er min mission at kæmpe mod angsten, og at kæmpe mod tavshed, tvivl og tabu omkring angst.
Nu vil jeg stoppe, og tage hen i mit nye hjem. Det har kun taget cirka 24 timer, at overkomme angsten. Alle mine ting er sat på plads, de venter bare på at jeg skal bo der. Jeg tænker bare kun på, at jeg deler køkken, bad og toilet med tre andre. Eller jeg tænker på, hvor lang tid jeg kan holde mig, uden at gå på toilettet, hvor lang tid der går, inden jeg behøver at gå i bad, og hvad for noget mad jeg kan lave, uden at skulle gå ud i køkkenet.
Alt det bedste,
Mathilde
Jeg vil hvert fald gerne skrive lidt om min angst, bare for min egen skyld. Jeg har nemlig fundet ud af, det hele bliver lidt lettere, lige så snart det er ude i offentligheden. Og hvis det så også kan hjælpe bare en enkelt anden, vil det være helt perfekt.
Jeg har det man kalder socialangst, socialfobi eller generaliseret socialfobi, muligvis krydret med noget andet spændende. Det er lige som at være bange for edderkopper, altså at have arachnofobi ( Den slags angst har jeg forresten også), så prøver man at undgå edderkopper, men ved socialangst, undgår man altså mennesker. Det giver måske sig selv, at det er rimelig svært. Min arachnofobi er ikke noget kæmpe problem, jeg bliver ikke udsat for særlig mange edderkopper, så jeg bliver måske bange for en edderkop en gang om ugen. Men mennesker, de er næsten ikke til at undgå, de er alle vejne.
Derfor er det helt almindelige ting som bliver svære for mig, som at handle, tage bussen, se venner, snakke i telefon, være til fester og fødselsdage.
Det, som er et kæmpe problem, for os, der har angst er, at det er et tabu at snakke om. Og det her er en sygdom, som er hundrede gange nemmere at leve med, hvis man er åben omkring den, og hvis der er nogen som tør lytte, og spørge og anderkende det som en sygdom. Så det er min mission at kæmpe mod angsten, og at kæmpe mod tavshed, tvivl og tabu omkring angst.
Nu vil jeg stoppe, og tage hen i mit nye hjem. Det har kun taget cirka 24 timer, at overkomme angsten. Alle mine ting er sat på plads, de venter bare på at jeg skal bo der. Jeg tænker bare kun på, at jeg deler køkken, bad og toilet med tre andre. Eller jeg tænker på, hvor lang tid jeg kan holde mig, uden at gå på toilettet, hvor lang tid der går, inden jeg behøver at gå i bad, og hvad for noget mad jeg kan lave, uden at skulle gå ud i køkkenet.
Alt det bedste,
Mathilde
Abonner på:
Opslag (Atom)