Min fantastiske krop

Nu tænker du nok :"Min fantastiske krop", Hm, ja, Mathilde har da egentlig en dejlig krop. Særligt nu, hvor hun har været så dygtig at tabe sig meget!
Og mange tak! Ja, jeg har jo faktisk tabt mig 8,3 kg i løbet af de sidste måneder, så jeg er rimelig tilfreds med mig selv. Selvom der da mangler lidt kilo endnu :D
Men nu var det altså ikke det dagens blog skulle handle om, men om min første dag i resten af mit liv.

I dag startede jeg på CSV. Det står for Center for specielundervisning for voksne. Det går ud på at psykisk sårbare kan få særlig undervisning, som hjælp til at komme på rette vej. Her har jeg så været så heldig at komme ind, og jeg skal have ét fag om ugen, tre timer hver onsdag. Unge på vej hedder det, og det handler meget om at skabe et netværk, men også om at diskutere hvad der sker i verden, og hvad vi vil i livet.

Jeg vågnede kl,. 5, og opdagede at det havde regnet ind af mine vinduer. Så min dyne og min seng var våd, mit fjernsyn, min computer, støvsuger, højttaler, og lidt papirer havde også fået vand. Intet tog skade, men det var nu en lidt træls måde at vågne på. Jeg fik en lille lur senere, så jeg var frisk til min skolestart.
Det hele gik fint, jeg kunne godt mærke at jeg var lidt nervøs, men det var ikke noget særligt. Da klokken blev lidt mere, og jeg skulle til at i bad og gøre mig klar, begyndte jeg at få stærke mavesmerter. Jeg havde stadig ikke angst, så jeg kædede det ikke sammen med smerterne. Det begyndte at blive til mavekramper, og jeg kunne næsten ikke stå på mine ben. Sveden løb af mig, og smerten blev så uoverskuelig at jeg begyndte at græde. Samtidig kiggede jeg på uret, og kunne se at jeg var ved at have travlt, hvis jeg skulle nå bussen. Jeg kæmpede mig ud i badet, jeg ville bare afsted! Jeg kan ikke huske nogensinde at have haft så ondt før, men måske har jeg bare glemt det. Slemt var det i hvert fald. Jeg vidste ikke om jeg skulle på toilettet eller om jeg skulle kaste op, så derfor var jeg selvfølgelig bange for at forlade lejligheden. En gang imellem blev smerterne mindre, og her fik jeg hurtigt noget tøj på, og fik pakket nøgler og telefon. Kramperne kom hurtigt tilbage, så jeg måtte stoppe op. I en pause tog jeg chancen og skyndte mig ned til hoveddøren, der kom endnu en krampe i min mave, og jeg løb ned til toilettet i kælderen, falsk alarm. Nu var bussen kørt, og jeg var i panik over hvordan jeg skulle kunne komme afsted. Der var kun tyve minutter til jeg skulle møde. Jeg så ingen anden udvej end at ringe til min mor på arbejdet. Jeg ringede til børnehaven og fik fat på min mor. Da jeg jo ikke er særlig glad for at tale i telefon, vidste min mor med det samme at det var alvor da hun fik mig i røret. Måske troede hun også at det var lidt mere alvorligt, end hvad det faktisk var. ;)
Hun fik mig beroliget lidt. Jeg vidste godt selv at det var min angst der legede med mig, og gjorde mig dårlig, men jeg var forvirret over at jeg ikke havde mærket angsten i mit hoved. Min mor lovede at ringe til skolen og få dem til at møde mig i porten, så jeg nemmere kunne komme afsted. Så jeg hoppede på cyklen og mod skolen, men min mor kunne ikke få fat på dem, så jeg måtte klare det selv. Og det gjorde jeg! Jeg cyklede derhen, ringede til min mor og sagde at nu kunne jeg godt klare det! Jeg parkerede min cykel, sparede tid ved ikke at låse den, ja den var stjålet da jeg fik fri, og så gik jeg med rank ryg hen til klasseværelset.
Andre har måske nok set en ligbleg pige, badet i sved, sort under øjnene, ingen makeup, flakkende øjne, med et usikkert smil. Det kunne ikke være mere ligegyldigt! Jeg gjorde det! Efter en times tid havde jeg fået farven tilbage i kinderne, og der skulle altså lidt mere til at slå mig ud. Jeg turde sige noget, og blande mig i en diskussion, så jeg fandt hurtigt mig selv, efter at have været forsvundet et øjeblik.

Jeg har stadig ondt i maven, det lavede åbenbart helt kludder i mit system, men jeg er glad og stolt :D Og jeg glæder mig til næste uge!

Alt det bedste,
Mathilde

En forfatter-Mathilde

Her er et lidt anderledes blogindlæg. Det handler nemlig ikke direkte om mig. Det er bare en lille tekst jeg har skrevet, som jeg gerne vil dele :D

"Og hun ved det godt"

Og hun ved det godt. Hvordan hendes ord snor sig rundt om deres forhold, og lige så stille tvinger luften ud af det. Hvordan hendes stilhed giver ham dårlig samvittighed. 

Hun ved det, men når hun er i øjeblikket, kan hun ikke stå i mod.

Hun tester ham. Afprøver ham. Hendes sårede sjæl gør alt, for at få ham til at fejle. Hun sætter fælder op. Som var han et skadedyr, der skulle indfanges.

Fortiden har sit tag i hende. Hun er bange. Mest bange fordi hun er bevidst. Bevidst om at hun er destruktiv.

Han siger at det hele nok skal gå. Hun tvivler. Hun ved at det hun gør, meget vel kan ødelægge alt. 

”Se”, siger han. ”Jeg er her jo endnu”. 

Jeg vælger selv min kasse

Jeg synes det er svært at skrive for tiden. Jeg tror det er fordi jeg har lyst til at skrive om glade, lette, sommerlige ting, men min blog handler jo om angst. Det er rent faktisk noget pjat, for det er jo egentligt vidunderligt at have så mange glade tanker, og det vil jeg jo gerne dele - At livet ikke kun er angstanfald, og uorden.
Nu hvor jeg er kommet lidt i gang med at skrive, er der alligevel nogle lidt svære ting jeg kommer i tanke om. Jeg er startet hos en psykiater, hvor jeg går i en gruppe med 5 andre, snart 7 andre. Min psykiater er Naja Jeppesen, i Klaregade 19, Odense C. Jeg vil kraftigt anbefale hende. Mit liv og min situation har ændret sig drastisk siden hun er kommet ind i billedet. Tingene går virkelig hurtigt fremad nu.
Jeg har været i gruppen to gange, og skal derhen for tredje gang i morgen eftermiddag. Jeg er ikke rigtig nervøs, men det ligger hele tiden i baghovedet, at jeg skal noget som ikke er særlig sjovt. Det lægger selvfølgelig en dæmper på humøret, men jeg klarer mig. Når jeg sidder i gruppen, er der slet ikke nogle problemer. Jeg føler mig lidt ung i forhold til de andre, men det er nu stort set de samme følelser vi bærer rundt på, så det glemmer jeg hurtigt. Jeg synes det er svært selv at skulle komme på banen, og begynde at fortælle noget. Hvis bare jeg bliver spurgt, så kan jeg sagtens snakke og fortælle om svære ting. Det er bare svært, når jeg selv skal finde det tidspunkt, hvor jeg vil sige noget. Måske er jeg bange for at komme til at være i vejen for en anden, der lige skulle til at sige noget, eller at der er nogen som har brug for stilheden. Selvom det jo er en samtalegruppe, så det er ikke meningen der skal være stille. Alligevel bliver jeg gang på gang usikker. Det hele bunder vel i frygten for ikke at være god nok, eller ligefrem være forkert. Det er den frygt der ligger bag stort set al min angst og ængstelse. Ikke at kunne slå til. Jeg tænker meget på, hvor den frygt kommer fra. Der er ikke noget entydigt svar, der er altid mange ting der spiller ind. Dog tænker jeg at min mor har gjort alt hvad hun kunne, for at give mig troen på mig selv, andre har ikke.
Jeg er født med en følsom sjæl, og det har spillet en stor rolle, fordi jeg så har været nemmere at påvirke. Ingen har været onde eller lede, men der er så mange andre ting, der kan fjerne tilliden til verden hos børn.

Apropos at have en følsom sjæl, så er det hvad man kalder at være særligt sensitiv. Det er cirka 15-20% af befolkningen. Nogle gange er det rart at kunne komme sig selv i en kasse, hvor man synes at man hører hjemme, for så kan man finde andre der har det på samme måde. Ingen fortjener at tro de er helt alene i verden. Til både særligt sensitive og pårørende til særligt sensitive, vil jeg foreslå bogen "Særligt sensitive mennesker" af Elaine N. Aron. Den forklarer hvad det drejer sig om, og hvordan særligt sensitive oftes reagerer i givne situationer. Det hele er meget håndgribeligt, og overskueligt. Bogen er delt op i små afsnit, så den kan bruges til at slå op i, hvis der er en enkel ting, man vil blive klogere på. Jeg har ikke selv læst hele bogene endnu, men jeg er allerede meget klogere på mig selv og andre. Så jeg vil helt klart anbefale at finde bogen, eller bare undersøge emnet på nettet.

Ih, det var rart at komme i gang med skriveriet igen :)

Alt det bedste,
Mathilde