Glædelig 2. december - I den anledning skal der lidt liv i bloggen igen!
I dag vil jeg tage noget op, som har fyldt en del i mig i et stykke tid. Det handler om, hvordan jeg forholder mig til andre, der også har angst. Særligt dem, som ikke er nået lige så langt i deres proces, som jeg er i min, og dem der ikke arbejder så meget med deres problemer, som jeg gør.
Jeg får helt dårlig samvittighed, og får lidt svært ved at stå ved, at jeg nu engang har det sådan. Men jeg bliver så irriteret, og en smule vred eller frustreret. For jeg ved jo, at man bliver nødt til at kæmpe i mod. Kæmpe, kæmpe, kæmpe. Og øve sig, indtil man har lært at angsten ikke er nødvendig. Jeg ved at hvis man ikke kæmper i mod i dag, og lader angsten vinde, så bliver det kun sværere i morgen. Så når andre ikke gør sådan, så river det op i alt muligt inden i mig, og det gør ondt, for jeg vil jo så gerne at andre også skal få det bedre.
Jeg kan sagtens huske hvordan det var at være overvældet af angsten, og lade den vinde alt for tit. Så jeg kan jo godt sætte mig ind i hvordan andre har det, og hvorfor der er ting de ikke kan.
Noget af det jeg føler, er selvfølgelig egoistisk. For det handler jo om at andres angst, nogen gange går ud over mig, selvom det selvfølgelig lyder meget selvoptaget. Men jeg synes jo ærligt talt at angsten har ødelagt nok for mig, og holdt mig nok tilbage, fraholdt mig nok fra sociale ting.
Heldigvis er jeg jo ikke kun egoistisk, så mon ikke det går det hele :)
Alt det bedste,
Mathilde
