Ligesom sød musik

Min verden bliver større og større, for hver eneste dag der går. Og jeg nyder det, i fulde drag simpelthen.
Jeg mærker mere til mig selv, den rigtige Mathilde. Jeg opdager at jeg kan stå på egne ben, og bare være mig. Jeg husker mine egne drømme, og glemmer andres. Jeg opdager hvem jeg vil være, og hvad jeg vil bruge min tid på, og ikke mindst hvem jeg vil bruge min tid på.

I dag udfordrede jeg en af mine største forbier! Min fobi for at tale i telefon. Jeg fik en kæmpe succesoplevelse. Det var godt nok på min egen måde, på Skype og med video. Men det er virkelig et kæmpe skridt. Der var selvfølgelig en person i den anden ende, og det må bestemt være en lidt speciel person, siden at jeg kunne overvinde angsten.

Intet i verden er som før
Mange flere farver, og meget større
Ligesom sød musik
- Rasmus Nøhr

Her på Palnatokesvej er der masser af sommerfugle og sød musik.

Alt det bedste,
Mathilde

Tom mave, fuldt hjerte

Nu er bloggens sommerferie forbi!

Jeg har været i Berlin med min dejlige familie, og vi havde en virkelig hyggelig tur. Jeg mærkede ikke meget til min angst, det gør jeg sjældent når jeg er sammen med nogen jeg er trygge ved, og det gjorde selvfølgelig turen en del bedre.

Vi var 6 mennesker afsted sammen, og det var lidt overvældende for mig til tider, og nok også for de andre :P Men nu hvor jeg er kommet hjem, synes jeg faktisk det er lidt svært at være alene. 

Det var rigtig rart med de faste rutiner, og at vi skulle noget hver dag. Det er jeg jo overhovedet ikke vant til. Med hensyn til rutinerne, har jeg, det sidste lange stykke tid, ikke været så god til at få spist ordentligt og nok gange om dagen, og efter jeg er kommet tilbage fra Berlin, hvor det hele var planlagt, er det gået helt galt. Jeg kom hjem fra Berlin lørdag aften, og tog i byen med nogle venner et par timer senere, og om det er alkoholen der har spillet ind skal jeg ikke kunne sige, men da jeg tirsdag aften skulle spise hos min onkel, kom jeg i tanke om at jeg ikke havde spist siden lørdag aften, hvor jeg fik to cheeseburgere på McD. Det er cirka tre dage uden mad. Og ærligt talt også uden særligt meget væske. Jeg har ikke fortalt det til nogen, for jeg synes selv det virker lidt for langt ude, og jeg ved at min mor og mormor ville have fået et bekymringsanfald, hvis de havde fået det at vide, lige da jeg kom i tanke om det. 

Det er de mærkeligste ting der kan ske i hovedet og kroppen, uden at man rigtig opdager det, før bagefter. Det er ret skræmmende, men nu er jeg i det mindste på rette kurs igen.

Og der er også gode ting at skrive om. Jeg har fået en netværksgruppe igennem Ungdomshuset, og de er bare alle sammen så søde. Vi var på café i går, og jeg hyggede mig simpelthen så meget. Jeg kan bare være mig selv, de ved hvordan det er at have det svært, og de kender selv til nogle af de problemer jeg har. Men de ved også hvordan det er at være glad og lykkelig og en ung person, der bare gerne vil have det godt, og være som de andre. Vi har kun mødt hinanden få gange, men jeg vil gå så langt som at sige, at de er mine venner. Særligt Morten fra gruppen har vundet mit hjerte. Han er så skøn! Et lille crush, på den helt kun venne agtige måde :) Han forstår mig, og jeg forstår ham, det er alvorligt og sjovt, og det er det hele. I morgen tager han med ned og besøger min mor, der er Kirsebærfestival i byen, så det bliver kanon :D Jeg glæder mig rigtig meget!

Alt det bedste,

Mathilde

Artikel: Når mennesker skræmmer

Mai Hjalager Gudmundsen er journaliststuderende, og har skrevet en artikel om mig. Enjoy :D

Når mennesker skræmmer

Mathilde Dreisig vil gerne være social. Men noget tvinger hende i den modsatte retning. Noget, der giver hende hjertebanken og åndenød, hvis blot hun tænker på at åbne sin hoveddør og møde verden.

Af Mai Hjalager Gudmundsen

Svedperlerne har allerede indtaget hendes pande, da hun åbner døren til sit værelse og lukker mig ind. Med knaldrøde kinder og et blik, der skal tvinges i min retning, byder hun mig velkommen men haster derefter uden et ord ud ad rummet for at hente tallerkner. Hun er bange for mig. Bange for at sige noget dumt eller værre: bange for slet ikke at kunne finde på noget at sige. For Mathilde Dreisig har socialangst, og det betyder, at hun er hunderæd for mennesker. Hun bor på et kollegieværelse midt i Odense, hvor folk flokkes neden for hendes vinduer og uden for hendes dør. Hun vil for alt i verden gerne deltage i deres liv men kan ikke, fordi tankerne, om hvad der vil ske, tordner frem i hendes sind og overskygger al fornuft. Dagligt undertrykker hun sin tissetrang, da hun er bange for at støde ind i de tre fyre, som hun deler badeværelse med, og ofte gemmer hun sig på værelset og lytter efter, om der går nogen på gangen, førend hun tør bevæge sig derud. Det samme gør sig gældende, når maven knurrer, for i køkkenet risikerer hun også at møde de andre. Og hvad gør hun så?

Ikke så unormal endda

I samme tavshed, som hun forlod mig, kommer hun nu tilbage og sætter tallerknerne på bordet, hvor sodavand, udskåret frugt og farverige dækkeservietter venter på os. Tre ure henover hendes dørkarm tikker om kap for at udfylde stilheden i værelset.  Hun er begyndt at smile forsigtigt nu. Og var det ikke for de små ryk, hendes krop laver, de stadig flakkende øjne og sveden på panden, ville det egentlig være svært at gennemskue, at hun er mere end bare almindeligt nervøs ved vores møde. Men indeni hersker et komplet kaos. Et kaos, som hun dog langt fra er ene om at føle. Ifølge Angstforeningen er socialangst den angstlidelse, som flest mennesker lider af. Syv procent af den danske befolkning har det ligesom Mathilde. De føler sig utilstrækkelige, er bange for, om andre kan lide dem, om de er sindssyge, eller om nogen skal opdage, hvor dårligt de har det. Når Mathilde får det skidt, har hun influenzalignende symptomer med hævede mandler og følelsen af høj feber. Hendes mave gør ondt, og hendes hjerte banker hurtigt.  Andre med socialangst oplever ifølge Psykiatrifonden svimmelhed, kvalme samt problemer med at trække vejret, og flere tager til lægen med deres symptomer, fordi de frygter, at de er dødeligt syge. Det er en invaliderende sygdom, som kan spænde ben for selv de bedste intentioner om at skabe venner, tage en uddannelse eller få et job, hvilket Mathilde til stadighed oplever. Hun har gjort et utal af forsøg på alle tre ting, men hver eneste gang er udfaldet det samme - angsten vinder.

Skræmmende skolegang

Angsten vandt også sidste år, da Mathilde Dreisig håbefuldt startede på VUC for at uddanne sig til socialrådgiver. For allerede i dagene før skolestart kunne hun magtesløst se til, imens uroen bredte sig som gift i hendes krop. Langsomt i løbet af de første skoledage mærkede hun de fysiske symptomer vinde indpas. Timerne var et rent helvede, for der var mennesker overalt. Hun var bange for at blive spurgt om noget. Bange for at være forkert. Og derfor lå hun en tirsdag morgen i sengen og stirrede frem for sig uden at turde stå op. Hendes kæreste Sebastian sov stadig. Hun så på sit vækkeur. Der var lang tid til, at det ville ringe, men hun kunne ikke længere sove. Kunne ikke samle tankerne om noget så simpelt. Uroen fra flere dage før var blevet værre, og hun kunne ikke holde den nede, lige meget hvor hårdt hun end forsøgte. Maven gjorde ondt og slog knuder, og hjertet bankede tungt og uregelmæssigt. Selv om hun tidligere havde fået det testet for hjertefejl, gjorde det hende alligevel bange.

”Jeg kan ikke tage af sted, jeg kan ikke, jeg kan ikke”, råbte angsten i hendes hoved.

Nervøst vendte hendes blik tilbage til vækkeuret. Jo flere minutter der gik, desto værre blev angsten. En svag stemme sagde til hende, at hun burde tage af sted, for hun ville jo gerne have en uddannelse. Men angsten brølede stadig igennem med sine alarmerende signaler, der knuste ethvert forsøg på fornuft. Hun ville ikke af sted! 

Efterhånden begyndte Sebastian at røre på sig.

”Skal du ikke af sted?”, spurgte han, da han slog øjnene op og så sin kæreste ligge forskræmt i sengen.  Hun rystede på hovedet.

”Jeg synes altså, at du skal prøve at tage af sted. Prøv nu at starte med at gå ned i bad”, forsøgte han igen. Ordene ramte som kampesten på et glashus, for hele hendes indre var et skrøbeligt sted. Ud af ren frustration begyndte tårerne at trille ned ad hendes ansigt for til sidst at blive opslugt af pudebetrækket. Det eneste, der stod imellem hende og muligheden for at blive hjemme var ham. Han måtte overtales, for hun kunne ikke tage af sted”.

”Jeg vil bare ikke”, hulkede hun. Maven gjorde om noget endnu mere ondt nu, og hun hev efter vejret. Der var kaos i hendes hoved. For hvordan skulle det hele nogensinde gå? Hvordan skulle hun kunne tage i skole? Hvis hun stod op, så var slaget tabt. Så blev hun nødt til at tage af sted. Men hun kunne ikke overskue, hvad der ville ske, hvis hun gjorde det. Det eneste, hun vidste, var, at det ville være det værste, hun nogensinde havde gjort. 

”Du skal jo bare prøve. Hvorfor er det så slemt?”, spurgte Sebastian uforstående, imens han lagde armene omkring hende. Ved dette spørgsmål blev al resterende luft flået ud af hendes bryst. Hun kunne ikke trække vejret normalt. Ville bare flygte ud af sin krop, for hun kunne ikke overleve i den. Sebastian blev skræmt. Hun kunne se frygten i hans øjne og se, hvordan hans krop stivnede. Det gjorde hende bange for sig selv. 

”Nej.. Selvfølgelig skal du ikke af sted”, hørte hun ham sige. Og ved de ord stoppede hendes tårer nærmest øjeblikkeligt. Angsten havde vundet. Hun skulle heller ikke af sted i dag. Det fjernede mavepine og vejrtrækningsproblemer, men det kunne ikke ændre på det faktum, at Mathilde ikke kunne genkende sig selv. Hun var bange for sin voldsomme reaktion. Bange for, hvad hun kunne have fundet på. Men mest af alt bange for, hvordan det hele nogensinde skulle kunne gå, og hvordan hun skulle overleve et år på den skole.

Angstblogger

Socialangst bekæmpes ofte med hjælp fra psykologi og medicin, der kan dæmpe symptomerne. Ifølge Angstforeningen sker det dog tit, at personer, der lider af socialangst, ikke søger hjælp men i stedet skjuler, at de har det skidt, fordi de frygter, at der tænkes grimt om dem. Derfor er det kun 1 % af alle personer med socialangst, der kommer i behandling. Mathilde Dreisig er ikke en del af det procenttal, for ventelisten til psykologhjælp er halvandet år lang. Men i dag har hun fået en lille sejr over den angst, der ellers ikke er nem at bekæmpe på egen hånd. Hun har overlevet en situation, hvor hun var i fokus. Hun har givet et interview. Faktisk er hun helt rolig nu og kan tale med mig, uden at de orangelakerede fingernegle laver nervøse ryk. Sveden på panden er også under kontrol, og hendes latter fylder efterhånden det meste af det rum, hvor vi havde vores første stilfærdige møde. I virkeligheden elsker Mathilde at være social. Hun elsker at have dybe snakke og grine til langt ud på natten. Og når hun endelig trodser angsten og tager af sted til ting, så er de aldrig så slemme, som hun havde forestillet sig. Med glæde og stolthed i sin stemme fortæller Mathilde om en anden sejr, hun har haft over angsten. Hun har oprettet en blog, hvor hun skriver om præcis det, som hun ellers forsøger at skjule for folk – livet med socialangst. Og smilet bliver endnu større, når hun fortæller, at flere har været inde og læse bloggen og synes, at den hjælper dem. Det giver Mathilde en tro på, at livet nok skal gå, selv om angsten er der.

”Jeg skal nok nå alt, hvad jeg drømmer om. Og jeg skal nok få alt det, jeg synes, jeg har krav på”, fortæller hun og læner sig frem i stolen, ”Jeg skal bruge alt det, jeg har lært ved at have angst, så jeg kan hjælpe andre. For ellers er mit liv ikke særlig fedt. Og så ligger det åbenbart bare til mig, at jeg bliver sådan lidt fandeme nej, om det skal få mig ned med nakken. Så let skal det ikke få mig”.

Alt det bedste,

Mathilde

Eftertanker

Det er ikke alle der vil have at jeg skriver om dem i min blog. Det må jeg så respektere, ellers får jeg hvert fald ballade. Og det orker jeg ikke rigtigt :)
Men ud over en dårlig reaktion til mit sidste indlæg "Af hele mit hjerte", så har jeg fået virkelig mange gode. Flere jeg ikke kender har kommenteret det meget positivt, og det føles jo helt vidunderligt :D Det giver pluspoint på selvtillidskontoen, og det kan jeg altid bruge!

I morgen vil jeg bruge lidt tid på at skrive om hvad der ellers sker i mit liv, udover min ny fundne singletilværelse.

Alt det bedste,
Mathilde