Så kan det kun gå en vej

Den sidste uges tid har nærmest været et helvede for mig. Det har været rigtig grimt. Det er en blanding af mange ting. I starten af august startede jeg både i gruppeterapi hos min psykiater og på faget Unge på vej inde på CSV, og det har selvfølgelig taget en del energi, og skabt noget angst. Og så skete der jo det, at jeg mødte en ung mand d. 1. august. Jeg troede ærligt talt at han var den rigtige og eneste, og sådan kan man jo få det, når man bliver forelsket og betaget af et menneske. Det gik rigtig hurtigt det hele. Kærlighedserklæringer og fremtidsplaner for alle pengene. Vi lovede begge ting som vi vidste vi ikke ville kunne holde. Han sagde alt det jeg havde drømt om at høre. Hvis han havde kunne holde sine løfter.. Nej, det var ikke gået alligevel. Men han gjorde mig tryg. Han fik mig til at tro på at min lyse fremtid ikke ligger langt væk, og at jeg kan hvad jeg vil. Han beundrede mig, min styrke, min tilgang til livet. Han gav mig sit hjerte, sin fremtid, sine børn, og han friede til mig. Jeg åd det råt! Jeg tænkte at nu var min lykke gjort. Jeg troede at mit liv ville ændre sig nu, for evigt, at nu skulle jeg have verden i min hule hånd. For han havde reddet mig.
Jeg gav mig selv små tegn på at noget var galt, men jeg reagerede ikke. Jeg tænkte at det var nok min medicin, der gjorde at jeg ikke følte forelskelsen så meget. Og så skød jeg tankerne væk om at han måske ikke lige var den eneste ene. Jeg tog min skæbne og mit hjerte, og lagde det hos ham, uden selv at være klar over det. Jeg havde næsten kunne smage lykken, og se det solskin der skulle overstråle mit liv, og når du først har det, så giver du ikke slip igen, ikke uden videre.
Men han gav slip. Efter en måned. Han ringede. Og så var det slut. Han trak tæppet væk under mig og tog alt hvad han havde givet tilbage. Så faldt jeg. Hårdt. Rigtig hårdt.
Det var nok i sidste ende mit held. For jeg havde ikke kunnet stoppe det, men det var det jeg havde bedst af. Jeg var virkelig glad for ham, og vi havde kemi, der gjorde at vi kunne snakke om alt, sjove ting og svære ting. Men jeg giver meget let køb på mig selv. Nok fordi at jeg er så bange for at jeg ikke skal være nok i mig selv, så jeg skal gøre en masse ekstra for at det hele skal gå. Og sådan skal et forhold ikke være.
Alt det her handler egentlig ikke særlig meget om ham. Det handler jo om mig og min angst. Angsten for at stå alene, på egne ben, at skulle kæmpe kampen alene, på ubestemt tid. Men det er nu engang sådan det er. Jeg skal kæmpe min kamp alene, for jeg er den eneste der kan. Jeg bliver nødt til at have troen på at jeg kan. For der er ingen genveje. Jeg håbede at han var min genvej, men det var jo bare en omvej. Selvfølgelig lærte jeg noget af det, men hold da kæft en tur.
Den sidste uge har jeg haft det så dårligt, så jeg næsten ikke har kunnet holde ud at være i min krop. Det er en frygtelig følelse. Når det hele føles så frygteligt, at man føler sig magtesløs og ikke aner hvad man skal stille op. I går toppede det. Jeg følte ikke at jeg kunne mere, jeg følte ikke at jeg havde mere energi at tage af. Det føltes håbløst, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg tænkte på om jeg blev nødt til at blive indlagt, fordi jeg ikke kunne klare det selv. Jeg kunne ikke se hvordan jeg skulle komme videre. Jeg tænkte ikke på selvmord eller selvskade, eller jeg tænkte da på det, men ikke som en mulighed. Men jeg følte nærmest at min verden ville ende. Heldigvis går tingene jo sjældent så galt, og nu er jeg faldet rimelig til ro. Med min mors hjælp. Og så noget fantastisk beroligende blomstermedicin, Bach Rescue Remedy.
Før at mig og Sebastian gik fra hinanden i juni, havde jeg altid ham at støtte mig op af, og når bare han var der så var jeg rimelig sikker på at min verden ikke gik under. Selvom vi ikke rigtig var kærester til sidst, så havde jeg alligevel ham, som var min bedste ven, til at snakke med, til at sige at det hele nok skulle blive okay, og til at putte mig under dynen når det hele blev for galt. Det er en kæmpe tryghed at have sådan et menneske, som kender dig ud og ind.
Den her uge er første gang hvor jeg har fået det rigtig dårligt, efter vi gik fra hinanden. Jeg mærkede rigtig hurtigt at jeg savnede Sebastian, det var bare ham jeg gerne ville have hos mig. Så jeg prøvede at række lidt ud efter ham, prøvede lige at mærke temperaturen, om der så ud til at være håb. Der var ikke så meget at komme efter, han er jo sød og venlig, men.. På en måde kan jeg da også godt forstå det. Han har en ny kæreste nu, og han har brugt virkelig meget tid i de sidste 4 år på at støtte og trøste mig. Så måske vil han gerne bruge sin tid på noget andet nu. Det her med at have været kærester er ikke rigtigt nemt.

Nu skal jeg hvert fald bruge mine kræfter på at komme op på dupperne igen. Og så være forsigtig med ikke bare at finde en ny der skal redde mig. Nu skal jeg bare være mig, og vide at jeg kan klare det selv, med støtte fra min familie og mine venner.

Alt det bedste,
Mathilde

Shake it off

Jeg må føle mine følelser. Jeg må slippe angsten for at gå i stykker, hvis jeg føler mine følelser.

Endnu en lille tekst

En lille ting jeg har skrevet :)

"Og hun bryder ud i gråd. Så snart hun lægger røret på. Hun tænker på ham, i den anden ende af det nu pålagte rør. Han har ingen anelse. Ingen idé om hvad der foregår i hende. Slet ikke lige nu. Hun hulker.

Én tanke står funklende klart.

Hun bliver stille. Som blev stikket trukket ud. Hun stirrer. Bare lige ud i luften. Hun rører sig ikke. Sidder bare.

Hun trykker på telefonen. Der kommer lys. Hun kigger ind i hans blå øjne. Hun prøver at finde styrken, som han giver hende.

Det giver et sæt i hende.  Hans navn er fremme på skærmen igen. ”Hej med dig”, siger han, muntert som altid, og med en snert af hans jyske godhed.  ”Jeg glemte jo helt at spørge hvordan du har det i dag”.

Hun giver ham et lille smil, som han ikke kan se. Hans betænksomhed og omsorg varmer hende.

Samtidig står én tanke nu endnu klarere.

Er sandheden for tung?"