Af hele mit hjerte..

Det har været hårdt den sidste uges tid. På grund af alt andet end angst og depression. Mig og Sebastian besluttede at vi ikke skulle være kærester mere. 11 dage efter vores 4 års dag. Jeg havde i flere måneder prøvet at snakke om at vi måske mere var venner end kærester, men uden at få noget respons. Så den torsdag i sidste uge, havde jeg ikke lige regnet med skulle være min sidste med Sebastian. Pludselig åbnede han sig op, og vi blev enige om at stoppe. Han stoppede bare ikke der, for han ville også fortælle at vores forhold havde været dødt så længe, at han var kommet videre. Så meget, at han følte at han skulle finde en anden 12 timer efter. Selvom jeg ikke har kærestefølelser for ham, er det alligevel hårdt at høre. I de 4 år vi har været sammen, har jeg givet ham mit hjerte hver eneste dag, også selvom jeg har været i tvivl om vi skulle fortsætte som kærester. Det gør knapt så ondt nu, og jeg græder ikke når jeg tænker på det, men jeg har stadig en nagende følelse af, at han har gjort det vi havde til grin, ved at smide alt over bord fra den ene dag til den anden. Men jeg tænker at når det var hans behov at gøre sådan, er det hans svaghed der spiller ind, og ikke min.

Vi har aftalt at skulle være venner, og at kunne hjælpe og være der for hinanden. Han er min bedste ven, men der er bare meget stor forskel på at være bedste venner, når man er kærester og når man ikke er. For som kærester, har man forpligtelser overfor hinanden, bare små ting, som at ringe og sige godnat om aftenen, spørge hvordan dagen er gået, tage med til lægen, lytte og virke interesseret, kramme og give et kys på panden, når det er nødvendigt. Som tidligere kærester og bedste venner forsvinder det, nu skal man beslutte hvad man gider gøre for den anden, og det hele kræver lige pludselig en indsats. Jeg gjorde det meget hurtigt klart, at jeg var villig til at gøre meget for at vores venskab skulle lykkes. Jeg vidste det ville blive svært, at finde grænserne, og få det hele til at fungere, når der kommer nye kærester osv. Og ikke bare svært, men mega hårdt. Vi har bare noget helt specielt. For det første er 4 år virkelig lang tid, fra 16 til 20 år, vi er blevet voksne sammen. Det giver os jo en del historie. For det andet har vi været igennem en del svære ting sammen, jeg har haft depression og angst i alle de år vi har kendt hinanden, og de sidste år har det været virkeligt slemt. Sebastian har været den vigtigste for mig i al den tid, han har altid været der. Han kender mig som ingen andre, han har set mig når jeg er stærkest, men også når jeg har været mest svag, og sårbar. Han har også selv haft sine svære perioder, hvor jeg har støttet ham og hvor vi har måttet stå sammen for at klare det. Det var en kamp, men endelig fik jeg også lov til at komme helt tæt på ham. Helt tæt på, og hvor overdrevet det end lyder, så har jeg set hans sjæl. Og han lader ikke bare alle komme tæt på, men han lod mig se hans inderste. Jeg kender ham.

Hvordan skal jeg kunne give slip på ham, på det? Det menneske som er hele min verden. Lader jeg ham bare gå? Det her er jo ikke et håb om at han ændrer mening, og vil have mig tilbage, for det slet ikke hvad jeg vil. Det er kærlighed, men det er venskab. 

Efter den torsdag, ændredes det hele bare, han lukkede af, og siden har jeg kun set meget korte glimt af den rigtige Sebastian. Lige præcis nok til at jeg ved, at han er derinde, og lige præcis ikke nok til at jeg kan vide at han vil det her, lige så meget som mig. 

Jeg kan sagtens leve uden Sebastian, og jeg har andre der kan udfylde hans plads. Men når dagen er færdig er det ham jeg vil tale med, jeg vil høre om, hvad han har oplevet, og når noget spændende sker for mig, er han den første jeg vil fortælle det til. Jeg vil vide at han har det godt, og trøste ham når han er ked af det. 

Alt er ikke så ligetil, og heller ikke så lyserødt som jeg gerne vil have det, men jeg må i det mindste være ærlig omkring hvad det er jeg vil have, og hvad jeg ønsker mig af verden. Lige gyldigt hvor melankolsk og sentimentalt det end lyder. 

Alt det bedste,

Mathilde

Hej formiddag

Solen skinner og Lukas Grahams stemme fylder rummet med kærlighed og melankoli. 
Sometimes it will feel time can stop
Sometimes I feel like giving up
But then I hear a voice inside of me
Saying: "Better die with your chin up, than living on your knees"

Jeg er begyndt at blive morgenmenneske igen. Jeg vågner for det meste, senest kl 7, hvilket så dog resulterer i at jeg sover til middag, eller sover hele eftermiddagen, men det er ikke det vigtigste. Det er ligesom at nogen ting begynder at falde på plads, imens resten stadig er kaos. Det er selvfølgelig virkeligt dejligt, men også lidt forvirrende og mærkeligt. Som når jeg vågner om morgenen kl 7, og er virkelig sulten og klar til morgenmad, så har jeg ikke fået handlet ind, så jeg har ikke noget at spise, fordi det plejer heller ikke at gøre så meget. Jeg er også begyndt at savne rigtig aftensmad, bare noget som ikke er en ostemad eller en mikroovnsret. Men det hænger også ret dårligt sammen med ikke at handle ind. Jeg får det bare ikke gjort, og hvis jeg så endelig er kommet afsted, kan jeg ikke finde på noget jeg kunne tænke mig at spise. Sidst jeg handlede, kom jeg hjem med en dåse ferskner og en pakke kiks. Og jeg havde endda forberedt mig på, hvad jeg skulle have hjemmefra, og det var altså ikke det :P

Her hjemme klarer jeg mig lidt bedre, i går var jeg både i bad og lavede en frysepizza i køkkenet. I dag var jeg oppe og i tøjet inden kl 12. Jeg har renset neglelak af, lagt nyt neglelak på fødderne, og ryddet en lille bitte smule op. Så det er en god dag. 

Det sidste værelse er også blevet lejet ud, så nu er vi igen 3 mænd og mig. Jeg har besluttet mig for at det nok skal gå hen og blive rigtig godt. Den nyankomne mand, virker hvert fald flink, og er på min egen alder. 

Jeg skal i samtale-gruppe i dag, i Ungdomshuset, så jeg er lidt nervøs som altid. Men jeg prøver at tænke på at jeg bare skal ind og snakke med nogle jeg godt kan lide at snakke med, og mest af alt grine med. 

Det fylder en del i mig at jeg ved at jeg skal noget de næste mange dage, selvom det meste er gode ting. I morgen skal jeg ned og snakke med lægen, det er ikke sjovt, men min mor tager med og det varer kun en halv time, og hun vil mig det bedste. Fredag har jeg min tredje og umiddelbart sidste forsamtale hos psykiateren. Lørdag er det Sankt Hans aften, så der skal jeg til Kerteminde og spise hos min mor, og hvis jeg er heldig møder jeg Chris og mange flere ved stranden senere på aftenen. Det glæder jeg mig jo til, men alligevel fylder det bare. Søndag kører mig og Sebastian til Århus, for at besøge hans søster, og vi bliver til tirsdag. Derfor skal min kattemis, Ivalo, passes på et internat, og det synes jeg er synd for hende, så jeg har allerede ondt i maven. 

Det er bare hårdt at skulle være væk hjemmefra, så jeg ikke kan putte mig under dynen. Men jeg må lige tage en dyb indånding og huske at det er min angst der vil ligge under dynen hele dagen. Og vist lige et par ekstra dybe indåndinger..

Alt det bedste,

Mathilde

Store fremskridt i miniformat

Sidst jeg skrev gik det jo ikke så godt. Heldigvis går det både op og ned. Og nu går det så lidt op igen. For det første har jeg fået lidt styr på medicinen, jeg kom på apoteket i lørdags. Så jeg har været i gang i tre dage nu, og det har allerede hjulpet meget. Døjer dog stadig med uro i kroppen, kvalme og diarré og alt det der. Håber virkelig at jeg læser alt det her, hvis jeg nogen sinde skulle overveje at springe en pille over.
Jeg var jo til fest i lørdags, og det var rigtigt dejligt at se nogle af mine yndlings drenge igen! Niels giver de bedste kram og Chris de bedste grin. Der var også andre søde piger og drenge, og tyskerer. Men det er svært at komme til at snakke med nogen, når man har det svært med sig selv. Det er hvert fald min erfaring, og det var særlig svært i lørdags, da jeg havde det ekstra dårligt og var voldsomt følsom. Alle ved jo at det kan hjælpe med lidt alkohol, men der går ret længe inden jeg tør eksperimentere med det igen. Så det var ingen hjælp.
På et tidspunkt blev det hele lidt for meget for mig, og jeg måtte lige gå en tur for at kunne holde tårerne tilbage.  Vi var heldigvis lige ved stranden, så som en ægte kerteminder, samlede jeg styrke af havet og blæsten. Da jeg kom tilbage lånte jeg en stor trøje af Chris, så jeg lige kunne putte lidt. Det hjælper altid.
Klokken 00.30, var det længe siden jeg burde være gået hjem, men nu blev det nu. Sebastian var så sød at følge mig hen til min mor, hvor jeg skulle sove. Og så gik det hele jo alligevel. :)

I dag, mandag, er tingene gået ret så let for mig. Min dag gik i gang omkring kl 14. Så det vil sige at jeg har været tidligt i gang. Mig og Sebastian tog i Bilka, der var billigere BH'er, og det var tiltrængt. Det eneste positive ved at være for tyk, store bryster! Men så fik jeg også købt lidt til køleskabet, og en rejsetandbørste og rejsetandpasta, til når jeg skal til Berlin 10. juli.
Bagefter blev jeg kørt hjem. Og så spiste jeg lidt frokost, herefter stod det lidt stille igen. Jeg lå i nogle timer og så "Say yes to the dress", som handler om brude, der skal købe brudekjoler, i en af verdens største brudekjolebutikker. Så det er guf, for en som mig. Så designede jeg lige min egen brudekjole, den er vældig flot. Så overvejede jeg om jeg skulle blive brudekjoledesigner. Det endte med et nej.
Pludselig tog fanden ved mig! Jeg gik ud i køkkenet, varmede en frysepizza i ovnen, spiste den på værelset. Så gik jeg i kælderen og hentede vasketøjet, der havde hængt til tørre siden i fredags. Så ja, det var tørt. Så lagde jeg det på plads, og hængte alle mine kjoler og tunikaer op på min nye bøjlestang og lavede fint på kommoden, så det hele ser pænt ud! Det f'øles bare godt!

Så er der også lige et billede af mine nye sko! Bare fordi de er så flotte!

Nu er jeg smuttet i nattøjet, og må hellere snart slukke for musikken, så mine naboer ikke bliver sure.

Alt det bedste,
Mathilde

De falske tømmermænd

Jeg synes godt nok at det var lidt utroligt, at to daquiris kunne give mig så slemme tømmermænd, men hvad ved jeg. Jeg drikker nærmest aldrig alkohol, så måske var det alt der skulle til.
Da jeg så vågnede i dag, synes jeg i hvert fald at andendags tømmermænd, var lige i overkanten! Men så var det at jeg kom i tanke om, at det er ved at være 3-4 dage siden jeg tog min medicin sidst. Ups! Jeg har ikke flere piller, og så den første dag tænkte jeg at det går nok. Den næste dag, glemte jeg det bare. Dagen efter kom jeg bare ikke på apoteket. Og så blev det i dag, lørdag. Nu skal jeg altså på apoteket, og jeg har cirka halvanden time inden de lukker. Jeg håber på at Sebastian snart gider stå op, så han kan tage med. For mod er ikke lige det jeg har mest af lige nu.
Jeg forstår ikke rigtig, hvorfor jeg har sådan en ubevidst trang til at undgå medicinen. Fordi det er ikke første gang det her er sket. Jeg er dog aldrig blevet dårlig, men på den anden side har jeg heller ikke glemt pillerne før, imens jeg har taget Venlafaxin. Og de andre slags medicin jeg har prøvet har ikke virket særlig godt.
Det er ret svært at skrive lige nu. Vipper hele tiden med mit ene ben, som min arm støtter på. Som om jeg sidder og tripper. Minder mig lidt om en narkoman, der ikke har fået sit fix. Og dog, knapt så voldsomt. ;)
Jeg har voldsom kvalme, og ryster lidt. Mit hjerte banker hurtigt, og hårdt, og en gang imellem føles det som om jeg får små korte stød i hovedet, uden at det gør ondt. Men det kommer til at føles som om mit hjerte banker uregelmæssigt. Uden at det gør det.
Jeg har ikke spist noget endnu, det hjælper jo heller ikke på noget. Jeg er helt vildt tørstig, men der er kun vand. Og jeg har så svært ved at drikke det, fordi det føles beskidt når jeg skal have det ind i munden. Når jeg siger sådan nogle ting, skræmmer jeg mig selv.
Jeg har svært ved at tro på at jeg når at få det bedre i løbet af dagen. Selvom jeg håber det sker. Jeg skal nemlig til fest i aften, og jeg glæder mig rigtig meget. Jeg har været i bad og barberet ben, så jeg er klar! På en måde.. Jeg kæmper jo mod mig selv, for jeg gør ingenting for at få det bedre. Og hvis jeg er dårlig i aften, kan jeg blive hjemme, og så er jeg i sikkerhed. Men jeg VIL afsted! Så kan den angst gøre hvad den vil.. Hm, jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal synes..

Alt det bedste,
Mathilde