Af hele mit hjerte..

Det har været hårdt den sidste uges tid. På grund af alt andet end angst og depression. Mig og Sebastian besluttede at vi ikke skulle være kærester mere. 11 dage efter vores 4 års dag. Jeg havde i flere måneder prøvet at snakke om at vi måske mere var venner end kærester, men uden at få noget respons. Så den torsdag i sidste uge, havde jeg ikke lige regnet med skulle være min sidste med Sebastian. Pludselig åbnede han sig op, og vi blev enige om at stoppe. Han stoppede bare ikke der, for han ville også fortælle at vores forhold havde været dødt så længe, at han var kommet videre. Så meget, at han følte at han skulle finde en anden 12 timer efter. Selvom jeg ikke har kærestefølelser for ham, er det alligevel hårdt at høre. I de 4 år vi har været sammen, har jeg givet ham mit hjerte hver eneste dag, også selvom jeg har været i tvivl om vi skulle fortsætte som kærester. Det gør knapt så ondt nu, og jeg græder ikke når jeg tænker på det, men jeg har stadig en nagende følelse af, at han har gjort det vi havde til grin, ved at smide alt over bord fra den ene dag til den anden. Men jeg tænker at når det var hans behov at gøre sådan, er det hans svaghed der spiller ind, og ikke min.

Vi har aftalt at skulle være venner, og at kunne hjælpe og være der for hinanden. Han er min bedste ven, men der er bare meget stor forskel på at være bedste venner, når man er kærester og når man ikke er. For som kærester, har man forpligtelser overfor hinanden, bare små ting, som at ringe og sige godnat om aftenen, spørge hvordan dagen er gået, tage med til lægen, lytte og virke interesseret, kramme og give et kys på panden, når det er nødvendigt. Som tidligere kærester og bedste venner forsvinder det, nu skal man beslutte hvad man gider gøre for den anden, og det hele kræver lige pludselig en indsats. Jeg gjorde det meget hurtigt klart, at jeg var villig til at gøre meget for at vores venskab skulle lykkes. Jeg vidste det ville blive svært, at finde grænserne, og få det hele til at fungere, når der kommer nye kærester osv. Og ikke bare svært, men mega hårdt. Vi har bare noget helt specielt. For det første er 4 år virkelig lang tid, fra 16 til 20 år, vi er blevet voksne sammen. Det giver os jo en del historie. For det andet har vi været igennem en del svære ting sammen, jeg har haft depression og angst i alle de år vi har kendt hinanden, og de sidste år har det været virkeligt slemt. Sebastian har været den vigtigste for mig i al den tid, han har altid været der. Han kender mig som ingen andre, han har set mig når jeg er stærkest, men også når jeg har været mest svag, og sårbar. Han har også selv haft sine svære perioder, hvor jeg har støttet ham og hvor vi har måttet stå sammen for at klare det. Det var en kamp, men endelig fik jeg også lov til at komme helt tæt på ham. Helt tæt på, og hvor overdrevet det end lyder, så har jeg set hans sjæl. Og han lader ikke bare alle komme tæt på, men han lod mig se hans inderste. Jeg kender ham.

Hvordan skal jeg kunne give slip på ham, på det? Det menneske som er hele min verden. Lader jeg ham bare gå? Det her er jo ikke et håb om at han ændrer mening, og vil have mig tilbage, for det slet ikke hvad jeg vil. Det er kærlighed, men det er venskab. 

Efter den torsdag, ændredes det hele bare, han lukkede af, og siden har jeg kun set meget korte glimt af den rigtige Sebastian. Lige præcis nok til at jeg ved, at han er derinde, og lige præcis ikke nok til at jeg kan vide at han vil det her, lige så meget som mig. 

Jeg kan sagtens leve uden Sebastian, og jeg har andre der kan udfylde hans plads. Men når dagen er færdig er det ham jeg vil tale med, jeg vil høre om, hvad han har oplevet, og når noget spændende sker for mig, er han den første jeg vil fortælle det til. Jeg vil vide at han har det godt, og trøste ham når han er ked af det. 

Alt er ikke så ligetil, og heller ikke så lyserødt som jeg gerne vil have det, men jeg må i det mindste være ærlig omkring hvad det er jeg vil have, og hvad jeg ønsker mig af verden. Lige gyldigt hvor melankolsk og sentimentalt det end lyder. 

Alt det bedste,

Mathilde