Mai Hjalager Gudmundsen er journaliststuderende, og har skrevet en artikel om mig. Enjoy :D
Når mennesker skræmmer
Mathilde Dreisig vil
gerne være social. Men noget tvinger hende i den modsatte retning. Noget, der
giver hende hjertebanken og åndenød, hvis blot hun tænker på at åbne sin
hoveddør og møde verden.
Af Mai Hjalager
Gudmundsen
Svedperlerne har allerede indtaget hendes pande, da hun åbner
døren til sit værelse og lukker mig ind. Med knaldrøde kinder og et blik, der
skal tvinges i min retning, byder hun mig velkommen men haster derefter uden et
ord ud ad rummet for at hente tallerkner. Hun er bange for mig. Bange for at
sige noget dumt eller værre: bange for slet ikke at kunne finde på noget at
sige. For Mathilde Dreisig har socialangst, og det betyder, at hun er hunderæd
for mennesker. Hun bor på et kollegieværelse midt i Odense, hvor folk flokkes
neden for hendes vinduer og uden for hendes dør. Hun vil for alt i verden gerne
deltage i deres liv men kan ikke, fordi tankerne, om hvad der vil ske, tordner
frem i hendes sind og overskygger al fornuft. Dagligt undertrykker hun sin
tissetrang, da hun er bange for at støde ind i de tre fyre, som hun deler badeværelse
med, og ofte gemmer hun sig på værelset og lytter efter, om der går nogen på
gangen, førend hun tør bevæge sig derud. Det samme gør sig gældende, når maven
knurrer, for i køkkenet risikerer hun også at møde de andre. Og hvad gør hun
så?
Ikke så unormal endda
I samme tavshed, som hun forlod mig, kommer hun nu tilbage
og sætter tallerknerne på bordet, hvor sodavand, udskåret frugt og farverige
dækkeservietter venter på os. Tre ure henover hendes dørkarm tikker om kap for
at udfylde stilheden i værelset. Hun er
begyndt at smile forsigtigt nu. Og var det ikke for de små ryk, hendes krop
laver, de stadig flakkende øjne og sveden på panden, ville det egentlig være
svært at gennemskue, at hun er mere
end bare almindeligt nervøs ved vores møde. Men indeni hersker et komplet kaos.
Et kaos, som hun dog langt fra er ene om at føle. Ifølge Angstforeningen er socialangst
den angstlidelse, som flest mennesker lider af. Syv procent af den
danske befolkning har det ligesom Mathilde. De føler sig utilstrækkelige, er
bange for, om andre kan lide dem, om de er sindssyge, eller om nogen skal
opdage, hvor dårligt de har det. Når Mathilde får det skidt, har hun influenzalignende
symptomer med hævede mandler og følelsen af høj feber. Hendes mave gør ondt, og
hendes hjerte banker hurtigt. Andre med
socialangst oplever ifølge Psykiatrifonden svimmelhed, kvalme samt problemer
med at trække vejret, og flere tager til lægen med deres symptomer, fordi de
frygter, at de er dødeligt syge. Det er en invaliderende sygdom, som kan spænde
ben for selv de bedste intentioner om at skabe venner, tage en uddannelse eller
få et job, hvilket Mathilde til stadighed oplever. Hun har gjort et utal af
forsøg på alle tre ting, men hver eneste gang er udfaldet det samme - angsten
vinder.
Skræmmende skolegang
Angsten vandt også sidste år, da Mathilde Dreisig håbefuldt
startede på VUC for at uddanne sig til socialrådgiver. For allerede i dagene
før skolestart kunne hun magtesløst se til, imens uroen bredte sig som gift i
hendes krop. Langsomt i løbet af de første skoledage mærkede hun de fysiske
symptomer vinde indpas. Timerne var et rent helvede, for der var mennesker overalt.
Hun var bange for at blive spurgt om noget. Bange for at være forkert. Og
derfor lå hun en tirsdag morgen i sengen og stirrede frem for sig uden at turde
stå op. Hendes kæreste Sebastian sov stadig. Hun så på
sit vækkeur. Der var lang tid til, at det ville ringe, men hun kunne ikke
længere sove. Kunne ikke samle tankerne om noget så simpelt. Uroen fra flere
dage før var blevet værre, og hun kunne ikke holde den nede, lige meget hvor
hårdt hun end forsøgte. Maven gjorde ondt og slog knuder, og hjertet bankede
tungt og uregelmæssigt. Selv om
hun tidligere havde fået det testet for hjertefejl, gjorde det hende alligevel
bange.
”Jeg kan ikke tage af sted, jeg kan ikke, jeg kan ikke”, råbte angsten i hendes
hoved.
Nervøst vendte hendes blik tilbage til vækkeuret. Jo flere minutter der gik,
desto værre blev angsten. En svag stemme sagde til hende, at hun burde tage af
sted, for hun ville jo gerne have en uddannelse. Men angsten brølede stadig
igennem med sine alarmerende signaler, der knuste ethvert forsøg på fornuft.
Hun ville ikke af sted!
Efterhånden begyndte Sebastian at røre på sig.
”Skal du ikke af sted?”, spurgte han, da han slog øjnene op og så sin kæreste
ligge forskræmt i sengen. Hun rystede på
hovedet.
”Jeg synes altså, at du skal prøve at tage af sted. Prøv nu at starte med at gå
ned i bad”, forsøgte han igen. Ordene ramte som kampesten på et glashus, for hele
hendes indre var et skrøbeligt sted. Ud af ren frustration begyndte tårerne at
trille ned ad hendes ansigt for til sidst at blive opslugt af pudebetrækket. Det
eneste, der stod imellem hende og muligheden for at blive hjemme var ham. Han måtte overtales, for hun kunne ikke tage
af sted”.
”Jeg vil bare ikke”, hulkede hun. Maven gjorde om noget endnu mere ondt nu, og
hun hev efter vejret. Der var kaos i hendes hoved. For hvordan skulle det hele
nogensinde gå? Hvordan skulle hun kunne tage i skole? Hvis hun stod op, så var
slaget tabt. Så blev hun nødt til at tage af sted. Men hun kunne ikke overskue,
hvad der ville ske, hvis hun gjorde det. Det eneste, hun vidste, var, at det
ville være det værste, hun nogensinde havde gjort.
”Du skal jo bare prøve. Hvorfor er det så slemt?”, spurgte Sebastian
uforstående, imens han lagde armene omkring hende. Ved dette spørgsmål blev al
resterende luft flået ud af hendes bryst. Hun kunne ikke trække vejret normalt.
Ville bare flygte ud af sin krop, for hun kunne ikke overleve i den. Sebastian
blev skræmt. Hun kunne se frygten i hans øjne og se, hvordan hans krop
stivnede. Det gjorde hende bange for sig selv.
”Nej.. Selvfølgelig skal du ikke af sted”, hørte hun ham sige. Og ved de ord
stoppede hendes tårer nærmest øjeblikkeligt. Angsten havde vundet. Hun skulle
heller ikke af sted i dag. Det fjernede mavepine og vejrtrækningsproblemer, men
det kunne ikke ændre på det faktum, at Mathilde ikke kunne genkende sig selv.
Hun var bange for sin voldsomme reaktion. Bange for, hvad hun kunne have fundet
på. Men mest af alt bange for, hvordan det hele nogensinde skulle kunne gå, og
hvordan hun skulle overleve et år på den skole.
Angstblogger
Socialangst bekæmpes ofte med hjælp fra psykologi og
medicin, der kan dæmpe symptomerne. Ifølge Angstforeningen sker det dog tit, at
personer, der lider af socialangst, ikke søger hjælp men i stedet skjuler, at
de har det skidt, fordi de frygter, at der tænkes grimt om dem. Derfor er det kun
1 % af alle personer med socialangst, der kommer i behandling. Mathilde Dreisig
er ikke en del af det procenttal, for ventelisten til psykologhjælp er
halvandet år lang. Men i dag har hun fået en lille sejr over den angst, der
ellers ikke er nem at bekæmpe på egen hånd. Hun har overlevet en situation,
hvor hun var i fokus. Hun har givet et interview. Faktisk er hun helt rolig nu
og kan tale med mig, uden at de orangelakerede fingernegle laver nervøse ryk. Sveden
på panden er også under kontrol, og hendes latter fylder efterhånden det meste
af det rum, hvor vi havde vores første stilfærdige møde. I virkeligheden elsker
Mathilde at være social. Hun elsker at have dybe snakke og grine til langt ud
på natten. Og når hun endelig trodser angsten og tager af sted til ting, så er
de aldrig så slemme, som hun havde forestillet sig. Med glæde og stolthed i sin
stemme fortæller Mathilde om en anden sejr, hun har haft over angsten. Hun har
oprettet en blog, hvor hun skriver om præcis det, som hun ellers forsøger at
skjule for folk – livet med socialangst. Og smilet bliver endnu større, når hun
fortæller, at flere har været inde og læse bloggen og synes, at den hjælper
dem. Det giver Mathilde en tro på, at livet nok skal gå, selv om angsten er
der.
”Jeg skal nok nå alt, hvad jeg drømmer om. Og jeg skal nok få alt det, jeg
synes, jeg har krav på”, fortæller hun og læner sig frem i stolen, ”Jeg skal
bruge alt det, jeg har lært ved at have angst, så jeg kan hjælpe andre. For
ellers er mit liv ikke særlig fedt. Og så ligger det åbenbart bare til mig, at
jeg bliver sådan lidt fandeme nej, om det skal få mig ned med nakken. Så let
skal det ikke få mig”.
Alt det bedste,
Mathilde
Ingen kommentarer:
Send en kommentar