Min fantastiske krop

Nu tænker du nok :"Min fantastiske krop", Hm, ja, Mathilde har da egentlig en dejlig krop. Særligt nu, hvor hun har været så dygtig at tabe sig meget!
Og mange tak! Ja, jeg har jo faktisk tabt mig 8,3 kg i løbet af de sidste måneder, så jeg er rimelig tilfreds med mig selv. Selvom der da mangler lidt kilo endnu :D
Men nu var det altså ikke det dagens blog skulle handle om, men om min første dag i resten af mit liv.

I dag startede jeg på CSV. Det står for Center for specielundervisning for voksne. Det går ud på at psykisk sårbare kan få særlig undervisning, som hjælp til at komme på rette vej. Her har jeg så været så heldig at komme ind, og jeg skal have ét fag om ugen, tre timer hver onsdag. Unge på vej hedder det, og det handler meget om at skabe et netværk, men også om at diskutere hvad der sker i verden, og hvad vi vil i livet.

Jeg vågnede kl,. 5, og opdagede at det havde regnet ind af mine vinduer. Så min dyne og min seng var våd, mit fjernsyn, min computer, støvsuger, højttaler, og lidt papirer havde også fået vand. Intet tog skade, men det var nu en lidt træls måde at vågne på. Jeg fik en lille lur senere, så jeg var frisk til min skolestart.
Det hele gik fint, jeg kunne godt mærke at jeg var lidt nervøs, men det var ikke noget særligt. Da klokken blev lidt mere, og jeg skulle til at i bad og gøre mig klar, begyndte jeg at få stærke mavesmerter. Jeg havde stadig ikke angst, så jeg kædede det ikke sammen med smerterne. Det begyndte at blive til mavekramper, og jeg kunne næsten ikke stå på mine ben. Sveden løb af mig, og smerten blev så uoverskuelig at jeg begyndte at græde. Samtidig kiggede jeg på uret, og kunne se at jeg var ved at have travlt, hvis jeg skulle nå bussen. Jeg kæmpede mig ud i badet, jeg ville bare afsted! Jeg kan ikke huske nogensinde at have haft så ondt før, men måske har jeg bare glemt det. Slemt var det i hvert fald. Jeg vidste ikke om jeg skulle på toilettet eller om jeg skulle kaste op, så derfor var jeg selvfølgelig bange for at forlade lejligheden. En gang imellem blev smerterne mindre, og her fik jeg hurtigt noget tøj på, og fik pakket nøgler og telefon. Kramperne kom hurtigt tilbage, så jeg måtte stoppe op. I en pause tog jeg chancen og skyndte mig ned til hoveddøren, der kom endnu en krampe i min mave, og jeg løb ned til toilettet i kælderen, falsk alarm. Nu var bussen kørt, og jeg var i panik over hvordan jeg skulle kunne komme afsted. Der var kun tyve minutter til jeg skulle møde. Jeg så ingen anden udvej end at ringe til min mor på arbejdet. Jeg ringede til børnehaven og fik fat på min mor. Da jeg jo ikke er særlig glad for at tale i telefon, vidste min mor med det samme at det var alvor da hun fik mig i røret. Måske troede hun også at det var lidt mere alvorligt, end hvad det faktisk var. ;)
Hun fik mig beroliget lidt. Jeg vidste godt selv at det var min angst der legede med mig, og gjorde mig dårlig, men jeg var forvirret over at jeg ikke havde mærket angsten i mit hoved. Min mor lovede at ringe til skolen og få dem til at møde mig i porten, så jeg nemmere kunne komme afsted. Så jeg hoppede på cyklen og mod skolen, men min mor kunne ikke få fat på dem, så jeg måtte klare det selv. Og det gjorde jeg! Jeg cyklede derhen, ringede til min mor og sagde at nu kunne jeg godt klare det! Jeg parkerede min cykel, sparede tid ved ikke at låse den, ja den var stjålet da jeg fik fri, og så gik jeg med rank ryg hen til klasseværelset.
Andre har måske nok set en ligbleg pige, badet i sved, sort under øjnene, ingen makeup, flakkende øjne, med et usikkert smil. Det kunne ikke være mere ligegyldigt! Jeg gjorde det! Efter en times tid havde jeg fået farven tilbage i kinderne, og der skulle altså lidt mere til at slå mig ud. Jeg turde sige noget, og blande mig i en diskussion, så jeg fandt hurtigt mig selv, efter at have været forsvundet et øjeblik.

Jeg har stadig ondt i maven, det lavede åbenbart helt kludder i mit system, men jeg er glad og stolt :D Og jeg glæder mig til næste uge!

Alt det bedste,
Mathilde