Flourish

Sikke en solrig søndag! Solen skinner godt nok ikke mere, men det gjorde den i morges, og jeg har heldigvis gemt nok til resten af dagen. Klokken er kun 12, og jeg har allerede vasket 4 maskiner tøj, strikket på min sok og spist morgenmad. Jeg har kun vasket tøj her et par gange før, jeg bryder mig ikke om at skulle være nede i vaskekælderen, fordi der kan være andre dernede. Men for tiden har jeg ret meget styr på min angst, og selvom nogle ting giver mig lidt uro, så gør jeg det alligevel. Det er et kæmpe fremskridt, og det er gået virkelig hurtigt lige pludselig.
I torsdag startede jeg i gruppe hos kommunen, 12 gange der handler om social adfærdstræning. Før ville det have været voldsomt angstprovokerende, og det havde højst sandsynligt været umuligt for mig at tage derhen selv, og samtidig ville jeg have haft hjertebanken, svedeture, ondt i maven, kvalme, diarré, flimren for øjnene, følelsen af ikke at kunne overleve det, og måske endda tanker om hvilke ulykker jeg kunne komme ud for, så jeg ikke kunne møde op i gruppen. F.eks. vælte på cyklen, brække et ben, ting der kunne ske pludseligt, og redde mig i sidste sekund. Det er heldigvis ved at være længe siden, jeg har fået det så slemt.
I torsdags mærkede jeg kun en lille snert af nervøsitet, egentlig kun lidt uro i hovedet, fordi det altid er lidt nervepirrende at skulle starte et nyt sted, med fremmede mennesker, og hvor man skal arbejde med sig selv. Alligevel blev jeg ved med at sige til andre hvor nervøs jeg var, og jeg troede faktisk at jeg var angst, og at det ville blive svært at komme derhen. Men da jeg næsten var helt henne, hvor gruppen skulle holdes, kom jeg til at mærke efter i min krop. Der skete ingenting. Jeg følte ingen nervøsitet overhovedet. Jeg var bare blevet fanget i de gamle mønstre, og glemte helt at mærke efter i min krop, hvordan det føltes i det øjeblik. På en måde var det jo virkelig lettende og befriende, ikke at have angst, og at mærke at jeg er nået rigtig langt i min proces. Samtidig er det også meget skræmmende, at kroppen husker følelser og situationer så godt. Fra naturens side er det rigtig smart, når man har oplevet noget farligt, så passer man på i lignende situationer. Det er bare ikke så smart når man har været angst, stort set hele tiden og i næsten alle situationer. Så nu vil jeg fokusere rigtig meget på at fylde mig op med positive oplevelser, så der ikke er plads til alle de dårlige, der er irrationelle.
Jeg gider nemlig ikke leve mit liv sådan, og derfor gør jeg noget ved det.
Der er kun en vej, og det er den lange hårde vej. Så nu vil jeg tage det solskin jeg samlede i morges, og fortsætte min vandring! :D

Alt det bedste,
Mathilde