Translate

søndag den 27. juli 2014

Sommer på 3.

Sommeren er over os og solen skinner fra en skyfri himmel næsten hver dag. Det er vidunderligt, og godt for humøret med alt det lys. Varmen kan dog blive næsten for meget for et følsomt sind. 
Angsten er blevet lagt på hylden. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har følt angsten, men det har måske været først på året, og slet ikke i en grad som forhen. Jeg anser faktisk mig selv som angstfri. Jeg har ikke angst, jeg lider ikke af angst, jeg er ikke syg, jeg har ikke en psykisk sårbarhed eller sygdom der vil følge mig hele livet. Jeg er fri. Jeg er særligt sensitiv. Det betyder at jeg, ligesom 15% af befolkningen, har et mere følsomt system og væsen. Hvis jeg ikke indretter mit liv efter det karaktertræk, som særlig sensitivitet er, så vil jeg ret sandsynligt begynde at få angst igen. 
Det er en kæmpe lettelse at vide at jeg ikke er syg. Lige pludselig står verden åben for mig, jeg kan hvad jeg vil, uden angst. Jeg skal bare gøre det på min måde, jeg skal huske på at gøre hvad der er bedst for mig, og ikke bare gøre alt som de andre. For det er mig der skal være glad og tilfreds :) 
De sidste par måneder har jeg mærket en kæmpe udvikling inden i mig. Jeg griner mere, jeg snakker mere, jeg er mere social, mere afslappet, mere voksen. Min fødselsdag er først om en uge, men jeg føler mig allerede som en på 23 ;) 
Jeg har stadig nogle svære dage, jeg bliver overvældet, overskrider mine grænser, har svært ved at overskue dagligdagen. Men fremtiden ser bare så lys ud. Når jeg starter på min hf om to uger, så kommer der struktur på min dag og på min uge, og det kommer til at gøre en kæmpe forskel. Af erfaring ved jeg, at så sker der rigtig meget af sig selv, når først hjulene er sat igang. 
Apropos alle forandringerne:
I sidste uge stod jeg hjemme da jeg pludseligt mærkede at jeg er ved at være klar til at tabe mig. Som et lyn fra en klar himmel kom den følelse. Selvfølgelig har jeg været træt af min overvægt før, det er ikke fedt. Jeg har bare vidst at jeg ikke havde overskuddet til at ændre ret meget på det. Så jeg accepterede at sådan måtte det være i en periode. Den periode er vist ved at være slut. Jeg kan godt blive i tvivl om jeg kan, om jeg har viljen og styrken. Så er det at jeg vender rundt og tager mig selv hårdt i armen! "Mathilde! Du har kæmpet dig ud af angsten. Du har været igennem flere år hvor du næsten ikke har kunnet overkomme at stå ud af sengen. Nu står du her og har vundet kampen. Skal overvægten styre dig, når du vil af med den? Nej! Du bestemmer hvordan tingene skal være!"
Det er den styrke jeg skal holde fast i, så jeg ikke lader mig overvælde af de følelser som rigtig gerne vil spise og helst det usunde. Jeg har fået ny læge, og igennem hende kan jeg komme til en diætist og få hjælp og støtte. Det bliver sat i gang efter ferien, det er lidt spændende og skræmmende. For det er selvfølgelig lettere bare at ligge i sengen og spise nutella, men det bliver man altså ikke glad af! 

Det var lige lidt fra mig, der tager en slapper i sommerhus med familien. 

Alt det bedste
Mathilde 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar