Who do I have to **** to get some help around here?

Siden november har jeg tigget og bedt om at få lov til at komme i en form for forløb, der kunne gøre mig klar til at begynde på en fuld hf til august. Jeg forklarede at jeg manglede kun det sidste lille skub, men jeg manglede det! Jeg havde brug for at komme ud blandt unge, uden alt for mange psykiske problemer, som kunne være starten på et netværk. Og ikke mindst ville jeg gerne være i et miljø, hvor aktiviteterne var uddannelsesrelaterede og det hele var målrettet mod at jeg gik motiveret efter at kunne starte på en fuld hf.
7. januar starter jeg i et projekt, der lyder rigtig godt - Masser af kommunikation og tæt samarbejde med sagsbehandler og personale i et ungdomsmiljø, hvor der bliver lagt vægt på fællesskab og på at komme i uddannelse. Plus at de unge ikke har det betydeligt dårligt psykisk.
Når man bliver lidt desperat efter at blive klar til august, så kan det ske at man bliver lidt blind. Det har jeg været da jeg besøgte stedet før jeg startede, for ellers havde jeg måske stillet lidt flere spørgsmål og krav. Samtidig fortalte jeg både til min sagsbehandler og til dem i projektet, hvad jeg ønskede at få ud af forløbet, og alligevel sagde de at det passede lige til mig.
Nu har jeg været i projektet i over to måneder, og uden en eneste sygedag kan jeg vist godt tillade mig at vurdere hvordan det er gået. Det jeg har fået ud af det, er at jeg er blevet ret glad for at gå i fitnesscenter. Det gør vi nemlig tre gange om ugen, og det er dejligt. Så er der en dag med kreativt værksted, hvor du kan lave hvad du vil og så en dag med madlavning. For det første er det meget stressende for mig, fordi det hele er meget ustruktureret og tilfældigt. For det andet så har det slet ikke fået mig så tæt på en hf som jeg ville foretrække. Det er jo ikke for sjov at jeg ikke har taget en uddannelse endnu, at jeg har startet på 5 forskellige og måtte stoppe igen, fordi jeg ikke kunne klare det. Jeg har fået det meget bedre, men kan man fortænke mig i at jeg gerne vil være så godt forberedt som muligt? At jeg vil være så sikker som muligt på at det lykkes? At jeg gerne vil have at det går så let som overhovedet muligt? For en gang skyld at jeg ikke skal kæmpe en kamp for at få det til at lykkes.

Jeg er blevet tilbudt et forløb hos vuc, april, maj, juni, hvor jeg kunne øve mig i at have et fuldt skema,  være tryg i et klasselokale, have klassekammerater, lektier.. Det foregår på 9. klasses niveau, jeg ligger godt nok højere end det, men det var hvad de kunne tilbyde. Her kunne jeg få SU, men da jeg skal starte på hf efter sommer, kan jeg ikke få SU i sommerferien, og heller ikke kontanthjælp. Jeg har det stadig ikke godt nok til at skulle have et arbejde, og slet ikke samtidig med at jeg går i skole. Så jeg ville blive nødt til at låne penge, som jeg jo ikke rigtigt ville have mulighed for at betale tilbage, når jeg også skal have noget at leve af. Derfor måtte jeg jo beslutte at det havde jeg ikke penge til. Kommunen kan ikke hjælpe mig, for de har ikke et tilbud der passer til mig. Fagligt er jeg for dygtig til at komme på de skoleforløb de har. Så højst sandsynligt kommer jeg til at fortsætte på projektet indtil sommer, og så må jeg selv finde ud af at blive klar til at starte i skole. Man skulle ellers tro at kommunen ville gøre meget for at sørge for at jeg ikke kommer tilbage på kontanthjælp, men de tager chancen og krydser fingre!

Nogle kan klare den, og andre kan ikke. Jeg skal nok klare den. Men det ved de ikke! Der sidder nogle mennesker, som har aldrig har set eller hørt om mig. For dem er jeg en udgift, et nummer i rækken. På trods af min ligegyldighed i deres verden, så bestemmer de hvor godt rustet jeg skal være til at begynde på min uddannelse. Jo jo, det er MIN uddannelse, det er mit liv, jeg kan gøre som jeg vil, jeg skal selv tage ansvar, jeg skal kæmpe mine kampe. Tro mig, jeg kæmper! Jeg tager ansvar! Jeg sidder ikke på min flade og venter på at noget skal blive serveret for mig. Jeg prøver ikke at gøre mig selv til offer for systemet, systemet har ikke ødelagt mit liv. Men det har godt nok heller ikke altid gjort mit liv nemmere. Systemet har brugt masser af penge på mig, på kontanthjælp, forskellige aktiveringstilbud, de betaler for at jeg tager samfundsfag på VUC. Det er alt sammen meget fint og dejligt. Der findes en hel del gode sagsbehandler som gør alt hvad de kan for borgerne, men som jo alle sammen ligger under for regeringens regler.
Hvad gør man så når der ikke er meget hjælp at finde? Ja, man kæmper jo videre og håber at kræfterne ikke slipper op.

I dag skal jeg snakke med en vejleder fra hf på VUC. Så må jeg se om de vil optage mig på en 3årig hf-klasse. Håber, håber, håber...

Alt det bedste,
Mathildet